Tro i en svær tid

Langfredag. En dyster og trist dag. Tidligere generalsekretær i Mission Afrika, Christian R. Skovmose deler en eftertanke fra en svær tid.

Af Christian R. Skovmose
– sognepræst i Skanderborg og i Landsbyen Sølund

Det var en søndag morgen i september måned sidste år. Langt hovedparten af byen Michikas kristne var til gudstjeneste.

I januar 2015 besøgte jeg en flygtningelejr i det nordøstlige Nigeria og mødte præsten en søndag, hvor han netop havde holdt gudstjeneste. Mødet blev et vidnesbyrd om tro og tiltro til Gud selv i en svær tid. Den nuværende corona-krisen bragte det frem i erindringen, og jeg vil gerne dele det med jer til eftertanke.

Vi sad på en simpel bænk ved en husgavl med skygge og pastor Zira fortalte:

Det var en søndag morgen i september måned sidste år. Langt hovedparten af byen Michikas kristne var til gudstjeneste.
Sidst på formiddagen efter de 2-3 timers gudstjeneste samlede kirkegængerne deres Bibler og salmebøger sammen og var på vej mod kirkedørene.

Pludselig lød der en fløjte ligesom en advarselssirene. Folk undrede sig nok, men de tænkte ikke nærmere over det og fortsatte mod kirkedørene. De første trådte ud, og så gik det i al sin gru op for alle, hvad der var på færde.

Fløjtet havde været et kamptegn til hundrede af soldater fra terrororganisationen Boko Haram. I formiddagens løb var alle kirker blevet omringet og efter fløjtetegnet, havde soldaterne taget opstilling uden for kirkerne.

Kirkegængerne, som kom ud, blev mødt med maskingevær mundinger, og de blev stillet over for valget: Fornægt din kristne tro – eller bliv skudt!

Langt de fleste nægtede at vende ryggen til Gud og underlægge sig trostvang. Over 500 mennesker mistede livet. Endnu flere havde held med at flygte fra truslerne og kugleregnen. Pastor Zira var en af dem.

I et par dage sneg han gennem bushen. Det eneste han havde med sig var Bibelen og det tøj, han var gået til kirke i. Han havde intet at drikke eller spise, og der var ingen steder at søge ly om natten. Efter et par dage nåede han frem til en landsby, hvor han fik lidt at spise og drikke.

Han fandt kørerlejlighed nogle hundrede kilometer mod syd, hvor terrortruslen var mindre.

Han og mange andre endte i den flygtningelejr, hvor jeg mødte ham, og hvor han nu boede og var ulønnet flygtningepræst for ca. 2700 andre flygtninge.

Han var hele tiden på nippet til at sige:

Når Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde”, hvorfor skal vi så opleve al den ondskab?

Hvorfor skal vi miste familiemedlemmer, hus og hjem?
Hvorfor skal vi leve under kummerlige forhold, hvor vi knap får den daglige føde?
Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Men trods al modgangen og trods alle lidelserne, så stillede han ikke ét eneste af spørgsmålene.

Han tvivlede – alt til trods – ikke på Jesu løfter i evangeliet, når han siger:

Jeg er den gode hyrde. Jeg sætte mit liv til for fårene. Jeg kender mine får. Jeg har også andre får, som ikke hører til i denne fold: også dem skal jeg lede. Der skal blive én hjord og én hyrde.

Flygtningelejrens talskvinde, som var kommet til fortalte, at når traumerne truede med at tage magten over hendes sind og hendes liv, så vendte hun sig mod Gud. Hun skrålede salmer i vilden sky. Hun læste i Bibelen. Hun dansede og klappede samtidig med hun talte med Gud. Hun foldede hænderne og bad til Gud i timevis.

Ondskab og modgang rev ikke relationerne til Gud i stykker for de to flygtninge. Måske kan de være forbilleder til inspiration for os og vores to i en svær tid.

Ebola-nyheder fra BBC

Forrige

• 07. apr. - En besynderlig påske
• 03. apr. - Afrika begynder at være hårdt ramt
• 03. apr. - Sidste dag i praktik
• 02. apr. - Pandemi og global ansvarlighed
• 01. apr. - Ny TV-station

Følg os