Mission Afrika Genbrug i Vojens har næsten fordoblet omsætningen i årets første fire måneder. Det skyldes nye og større lokaler med plads til pæn indretning.
Siden Mission Afrika Genbrug i Vojens er flyttet over i større lokaler for et halvt år siden, er omsætningen næsten fordoblet. Og det er sket selv om butikken kun flyttede over på den anden side af gaden. Men pladsen, luften og indretningsmulighederne har givet pote.
– De første fire måneder sidste år havde vi en omsætning på omkring 200.000. I år ligger omsætningen på 375.000, fortæller en glad Johannes Jehøj Madsen.
Han er kasserer og var formand for butikken indtil for nylig.
– Lidl kom og satte gang i hele gaden, derefter kom en restauration og et ejendomsmæglerfirma og første juni åbner vores gamle butikslokale overfor med en blomsterbutik 1. juni. Det skaber mere liv i gaden og trækker folk til, fortæller han.
Pladsen firedoblet
Mission Afrika Genbrug i Vojens er nu på i alt 1.000 kvadratmeter, hvor 700 bruges til butik og udstilling. Derudover råder butikken over 200 kvadratmeter i kælderen. Førhen havde butikken kun 225 kvadratmeter alt i alt.
– Nu kan vi præsentere tingene og dekorere fint. Damerne i butikken er simpelthen så dygtige, synes jeg!
Der er mellem 35 og 40 frivillige medarbejdere i butikken. Johannes Jehøj Madsen glæder sig over, at flere mænd hjælper med at hente og bringe møbler.
– Der sker udskiftning hele tiden, fordi møblerne bliver solgt, fortæller han.
Og det er netop fordi der er plads til at gå rundt og kigge på møblerne.
– På en enkelt dag var kan mændene være ude op til 10 steder for enten at helte eller bringe møbler. De kører i hvert fald to dage om ugen på den måde.
Bil tjener sig ind
Derfor er det godt at butikken har fået egen transportbil. De gav 57.500 kroner for den – men de penge er hurtigt tjent ind igen, fortæller Johannes Jehøj Madsen.
– Vi kunne ikke klare os uden bilen. Den måned, vi fik bilen, havde vi et overskud på 90.000. Vi ville slet ikke kunne klare den omsætning, hvis vi ikke havde bilen.
Bilen og de nye rummelige lokaler betyder meget. Og én ting til:
– Når folk kommer og tilbyder deres fine møbler, siger de: Fordi I stiller det så fint op, må I gerne komme og hente vores møbler. På den måde får vi de pæne ting. Vi får nogle finere varer, fordi der er plads til at vise dem frem på en ordentlig måde.
Mission Afrika Genbrug holdt genbrugsstævne i Vojens den 16. maj med 95 deltagere. Efter stævnet viste Johannes Jehøj Madsen og medarbejderne butikken frem for mange af stævnedeltagerne. Og det hjalp også på omsætningen!
Forrige
- 10. maj. - Det vrimler med frivillige i Grindsted
- 10. apr. - Nåden bygger bro og inkluderer alle mennesker
- 05. apr. - Kreativiteten blomstrer i Malis genbrugsbutikker
- 11. mar. - Genbrug: Hver en krone tæller!
- 08. feb. - Kaffe og kagemand i genåbnet genbrugsbutik fredag
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |