På bare et år har Bohong Sundhedsklinik i Den Centralafrikanske Republik rådgivet og behandlet i alt 4.618 personer. Det er 411 flere end året før.
Ude i bushen i Den Centralafrikanske Republik ligger Bohong Sundhedsklinik. Klinikken blev grundlagt af danske missionærer gennem Mission Afrika for 25 år siden. I dag drives og ledes klinikken af lokale med støtte fra Mission Afrika.
Behandlede 10 procent flere
Sundhedsklinikken dækker alt fra vacciner til fødsler i det borgerkrigsramte land. Takket være støtte fra blandt andre Mission Afrika har klinikken kunnet nå ud til et stigende antal mennesker i 2018.
Her rådgav og behandlede klinikken 4.618 patienter sammenlignet med 4.207 i 2017. En stigning på omkring 10 procent på bare ét år. Samtidig er antallet af dødsfald blandt patienterne faldet med 41 procent – fra 41 i 2017 til 24 i 2018.
Det fortæller klinikleder og jordemoder Cathrine Naabeau i en rapport over klinikkens indsats i 2018, hvor hun også fortæller om klinikkens fremtidsudsigter.
Arbejder videre trods usikkerhed
Sikkerhedssituationen i landet er hendes primære bekymring for fremtiden. På grund af usikkerhed må både personale og befolkningen konstant flytte bopæl, hvilket skaber problemer i forhold til planlægning af klinikkens aktiviteter og identifikation af og overblik over befolkningen. Derfor er det klinikkens håb, at der vil komme stabilitet i området:
– Vi håber at kunne monitorere, hvem der flytter og hvem, der vender tilbage, så vi har en klar idé om, antallet af mennesker i vores område. Det kræver, at der igen kommer stabilitet, udtrykker klinikleder Cathrine Naabeau.
Læs mere om arbejdet i Den Centralafrikanske Republik.
På trods af de vanskelige omstændigheder er medarbejderne fortsat dedikerede til deres arbejde:
– Vi glæder os over holdånden, der lever i bedste velgående blandt medarbejderne. De arbejder ufortrødent videre trods de sikkerhedsmæssige begrænsninger, siger Naabeau.
Vacciner redder liv
Klinikken har dog kunnet udvide aktiviteterne i 2018: 1310 gravide kvinder har modtaget forebyggende behandling mod malaria i 2018 mod 655 i 2017. Dette er mere end en fordobling og er blandt andet takket være et tilskud Mission Afrika har fået fra Thunes legat, til at kunne tilbyde gratis behandling til de mest trængende.
Desuden har det været muligt at udvide vaccineprogrammet i regionen, så børn og gravide har kunnet undgå alvorlige sygdomme, der uden behandling kan være dødelige, for eksempel polio og tuberkulose.
Læs mere om klinikkens arbejde gennem 25 år.
Antallet af børn, der har modtaget en såkaldt ”pentivalent vaccine” er steget med 40 procent. Vaccinen er en fem-i-en-vaccine, der blandt andet forebygger meningitis, stivkrampe og kighoste. 27 procent flere børn er blevet vaccineret mod mæslinger og gul feber i 2018, og 138 gravide kvinder har modtaget deres første stivkrampevaccination.
Øget tillid i lokalsamfundet
Da der endnu ikke findes en vaccine mod HIV/AIDS, er oplysning den eneste måde at forhindre smitte af den udbredte sygdom. Sundhedsklinikken har derfor holdt 94 oplysningsforedrag i kirker og andre lokale fællesskaber i 2018. Ud over at oplyse om AIDS og prævention, underviser klinikkens medarbejdere også i basal hygiejne, luftbåren smitte og malaria.
Læs mere om Mission Afrikas Samarbejdspartner Den Evangelisk Lutherske Kirke.
Klinikken oplever en øget tillid i lokalsamfundet og et stort fremmøde til klinikkens tilbud – og det på trods af sikkerhedsmæssig og finansiel utryghed i området. Og medarbejderne er dedikerede til deres arbejde:
– Vi glæder os over holdånden, der lever i bedste velgående blandt medarbejderne. De arbejder ufortrødent videre trods de sikkerhedsmæssige begrænsninger, siger Cathrine Naabeau.
– Vi takker inderligt vores partner Mission Afrika for finansiel og materiel støtte, som har gjort os i stand til at realisere klinikkens aktiviteter, slutter hun.
Støt Projekt 3009: Mor-barn-centeret i Centralafrika nu!
Forrige
- 23. dec. - 2018 blev 25-årsjubilæum for sundhedscenter
- 16. nov. - Nu kan flere børn og gravide i Centralafrika få hjælp
- 01. okt. - Sundhedscenter gavner titusinder i Centralafrika
- 09. maj. - En ny mentalitet på vej i Centralafrika
- 13. apr. - ’Tak for at vores børn kan komme i skole’
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |