Han er flittig og fuld af energi, og så brænder han for at være et værktøj for kirken. Mød Felix Samari, der hjælper Mission Afrika med at fortælle, hvad der foregår i Nigeria.
Felix Samari er lidt lysere i huden end sine kollegaer på LCCN’s hovedkvarter i Numan. Et familietræk, men måske fremmet af, at han bruger meget tid foran computeren, hvor han surfer mellem social-medieprofiler på internettet og ivrigt diskuterer nigeriansk politik og luthersk missionshistorie.
Men lige nu sidder den 34-årige kommunikationsmedarbejder over for mig i gæstehjemmet i Numan og fortæller om den lange vej, der har ført ham til den stilling, han nu har i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN).
Felix Samari er hårdtarbejdende, og han gør en stor forskel, siger hans kolleger. De ser, at Felix’ iderigdom og mange initiativer har formet kirkens kommunikationsområde betydeligt.
”Jeg har været aktiv i kirken helt fra barnsben af. Man kan godt sige, at jeg nærmest hver dag gik direkte fra skolen og over i kirken. Jeg deltog ivrigt i aktiviteter som ungdomsgruppen, koret og Boys Brigade,” fortæller Felix Samari.
Energisk og kreativ
Han virker som en storby-vant fyr, men han er en af de lokale drenge – opvokset som søn af en bibelskoleforstander i landsbyen Dashen i det nordøstlige Nigeria.
Da han som 24-årig rejste til Abuja for at læse på universitetet, gik der ikke længe, før han selv var engageret som søndagsskoleleder i en lokal luthersk kirke. Han læste Historie og Medier – og som hovedopgave skrev han om, hvordan medierne i Nigeria i høj grad ignorerer græsrøddernes stemme på det lokalpolitiske og religiøse område.
Journalist og alt-mulig-mand
Felix Samari fik arbejde på avisen ”Abuja Focus”, men lønnen var elendig, så han solgte taletidskort og tilbød opladning af mobiltelefoner for at tjene ekstra penge. Det udviklede sig til en cyber-café, hvor folk kunne komme på internettet for et lille beløb. Forretningen gik godt, og han fik andre til at passe butikken, så han selv fik mere tid til at engagere sig i at være leder for en lille menighed i udkanten af Abuja.
”Det var også i denne tid, i 2009, at jeg begyndte at lave en avis med titlen Church Today, som skulle dække det område, der interesserer mig allermest, nemlig nigeriansk kirkeliv,” siger Felix. ”Overalt, hvor jeg kom frem, forsøgte jeg at samle lokale kirkenyheder op. Men det endte alligevel med, at det meste stof handlede om den lutherske kirke, så en af mine præstevenner, Eliseus Voma, foreslog, at jeg kaldte avisen Lutheran Today.”
Opdaget af Mission Afrika
I 2010 var Mission Afrika på udkig efter en lokal journalistisk kontakt i LCCN, der kunne levere billeder og historier til Danmark. Det virkede oplagt, at det blev den flittige Felix Samari.
”Det var ikke en helt let opstart, for vi skulle alle finde det rette ben at stå på i forhold til dette nye arbejdsområde,” siger Felix reflekterende. ”Den næste tid arbejdede jeg med forskellige opgaver for Mission Afrika, men hjalp for det meste Abuja stift med administrative opgaver. I en længere periode måtte jeg dele computer med kassereren. Men jeg følte mig som missionær – jeg lukkede internetcaféen og var nu fuldtidsengageret i kirken,” siger han.
Efter et års tid så LCCN-hovedkvarteret også behovet for en øget satsning på kommunikation.
”Min jobbeskrivelse blev ændret til Communication Officer for LCCN, og i 2012 gik ”Lutheran Today”-avisen fra fire udgaver til seks om året. Næste år, i 2017, vil den udkomme hver måned. For behovet er stort,” smiler Felix Samari.
”Jeg ser mig selv som et værktøj for kirken, og den viden og kunnen jeg har oparbejdet som en gave fra Gud,” siger Felix. ”Jeg vidste, jeg havde gang i noget godt – og jeg er glad for, at kirken fik øjnene op for det!”
Forrige
- 25. nov. - Ny ærkebiskop valgt i LCCN
- 06. okt. - kvindeforeningen Zumuntan Mata : Vi er kirkens sko
- 04. okt. - Luthersk Dag: Brønnum fejres i Ærkebiskoppens Katedral i Numan
- 28. sep. - Skoleledere på skolebænken i Nigeria
- 13. sep. - Long read: Forstå situationen i Nigeria
Find flere
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |