Trinitatis søndag
30-05-2021
Første tekstrække
Så brød israelitterne op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: »Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.« Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: »Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!« Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.
Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«
Sideskift
I dag skal vi høre om en skæg bilist, en coach, en flodpram, en der brækker benet, Messi, Helligånden og en masse pile.
Forleden hørte jeg om en bilist, der kæmpede for at finde en parkeringsplads i en stor dansk by. Han skulle til en vigtig samtale, og ledte og ledte. Efterhånden begyndte han at blive noget presset på tiden, og blev faktisk lidt desperat. Til sidst gjorde han noget, han ALDRIG havde gjort før. Han sendte en bøn op til Himlen, fordi han kom i tanke om, at nogen havde nævnt, at det måske virkede, og det var efterhånden sidste udvej. Han holdt midt på vejen og sagde: ”Dav Gud. Jeg kunne godt bruge lidt hjælp her til at finde en p-plads. Har du tid?” Straks kørte en stor varevogn ud to biler foran ham, og han susede ind, skyndte sig at sende en bøn opad: ”Hej igen Gud. Det der med den p-plads. Det behøver du ikke bøvle med. Jeg fandt en selv!”
Er det ikke herligt. Her står manden lige overfor sin allerførste bøn, og Gud svarer prompte, men han lægger slet ikke mærke til det.
Nogle gange tænker jeg: Gad vide om JEG misser noget af Guds hvisken til mig?
Vi har brug for nogen hvisker til os!
En amerikansk coach Anthony Rubbins siger, de to største og vigtigste spørgsmål han møder, når han taler med mennesker, er:
- Er der nogen der elsker mig?
- Er der nogen der kan bruge mig?
Jeg ved ikke med jer, men ved han har ret. Er jeg elsket? Kan nogen bruge mig?
I teksten i dag kommer en af de mest veluddannede på den tid hen til Jesus ”i ly af mørket”. Han kom om aftenen, fordi han ikke ville ses. Måske fordi det var lidt pinligt, at en med så høj status i samfundet skulle spørge en anden til råds? Måske fordi det ikke skulle ses, at han faktisk så op til denne Jesus, og havde fulgt hans taler noget tid. Som en kompasnål pegede hans pil i Jesu retning, og denne ville bare ikke flytte sig. Så nu opsøgte han Jesus, for at få lidt 1:1-tid med mesteren.”
»Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.«
Jesus gennemskuer hans ærinde, log svarede ham direkte og konkret: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«
Nå det var altså der skoen trykkede for den lærde Nikodemus. Han startede med at tale om Jesu lærer og tegn. Men det handlede i virkeligheden om, hvordan man kunne blive en del af Guds Rige.
- Er der nogen der elsker mig?
- Et der nogen der ikke kan bruge mig?
- Er der en plads til mig i Guds Rige?
I gamle dage brugte vi udtrykket ”frelsesvished”. Vi ville gerne vide, at vi kom med i himlen. Der var en plads til mig, fordi nogen elskede mig og anerkendte mig – kunne bruge mig. Det gav mig værdi. Og når man så ”overgav sig” var man vakt – vækket. Der var vækkelse.
Jeg kan love jer, at den længsel ikke bare ligger i det danske folk. I disse år oplever vi en vækkelse blandt de mange herlige migranter, der søger Gud. Deres pil peger mod Jesus Kristus, men de ved ikke altid hvad de skal gøre. Det er som Nikodemus, der kommer listende i natten, fordi hans trosfælder ikke skal se det. Sidste søndag døbte vi en muslim i min kirke. Hun havde pilen mod Jesus, og to par fra kirken så hende, elskede hende, og vidste at Gud kunne bruge hende. I dag er hun en del af Guds Rige. Hun sender evangeliets frihed hjem til sit hjemland i Mellemøsten, fordi hun blev nået med evangeliet i Danmark. I dag foregår mission ikke fra nord til syd, men fra alle steder til alle steder.
Denne søndags tekst fra Det gamle testamente viser Guds eget folk, der har vendt sig fra ham, og så kommer der giftslanger ind i lejren. Men så snart de vender sig tilbage mod Gud, og ser op på kobberslangen på stangen, bliver de helbredt. Hvilket enestående billede på, at vores retning – vores fokus her i livet handler om liv og død.
________
Vi fejrede pinse sidste søndag – og mandag. Da skiftede Guds mission også retning fra kun at gælde jøderne til at gælde alle folkeslag.
Det der med ånd kan vi have lidt svært ved at forstå i Danmark, men i Afrika er ånder lidt mere synlige. Min kammerat skulle prædike i en kirke, men der var så meget larm, fordi der var så mange dæmonbesatte den søndag. Så kirketjeneren – eller hvad man nu kalder ham dernede – råbte i mikrofonen: ”Alle, der er besatte, skal gå ind i salen ved siden af, for at få uddrevet deres onde ånder!” Og så kunne Christian komme i gang med at prædike!
Vi kan lære af Afrika. F.eks. er den åndelige virkelighed en naturlig del af livet i Afrika.
For 110 år siden blev en mand i Aalborg fuldstændigt tændt af pinsens ild. Han endte på en flodpram i det mørke Afrika, hvor man spiste mennesker og døde af malaria. Man gør stadigt det sidste og ikke så meget det første.
Niels Brønnum var den første kristne missionær i Nigeria, men var virkelig i tvivl om, hvordan han skulle komme i kontakt med de lokale. ”De vilde”, som nogen sagde, ….. ligesom nogen siger om vores migranter. Men det er en helt anden snak.
Den flodpram Brønnum sejlede på, kunne ikke komme ind til land, så da han skulle have sine mange pakkenelliker med ind til flodbredden ved Numan, faldt en af hans bæredrenge og brækkede benet. ”Åh nej. Nedtur,” tænkte den første danske missionær i det ukendte. Men det skulle vise sig, at Gud brugte den oplevelse som parkeringsplads for sit virke gennem Brønnums hænder. Niels Brønnum var nemlig læge. Den næste dag så lokalbefolkningen, hvordan han behandlede den hårdt forkomne dreng, så han faktisk livede op og kom til sig selv, i stedet for at dø som man plejede. Derfor begyndte de at spørge Niels, om der også var en Gud der elskede dem og kunne bruge dem, ligesom drengen var elsket højt af Gud. Det var jo åbenlyst.
I dag kalder vi det lægen Brønnum gjorde for ”holistisk mission” – med Bibelen i den ene hånd og lægetasken i den anden. Vi må ikke adskille evangelisation og diakoni. I Afrika kan man ikke dele disse to. Din tro hænger sammen med dit liv og dine handlinger. Derfor giver det INGEN mening kun at dele evangeliet gennem handlinger. På den anden side giver det heller ingen mening at degradere diakoni til noget andenrangs. Der er desværre masser af eksempler i nutidig misionshistorie på, at diakonale missionærer ikke er regnet for lige så meget som præster og evangelister.
Jesus delte også sit liv og hverdag med andre. Han hjalp og helbredte menneskeliv og så forkyndte han ind i disse liv, som nu var åbne for at lytte til ham. Det skete også for Nikodemus, der som det første i samtalen henviser til Jesu gerninger, fordi de sagde noget om det budskab, der fulgte med. Og det ville han så gerne have del i. Mon der er en, der elsker mig? Mon der er en, der kan bruge mig?
Brønnum ville dele den Guds kærlighed, han selv havde set, videre ude i verden. Han havde læst Mathæusevangeliet kapitel 9 vers 38: ”Høsten er stor men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre om at sende medarbejdere ud.” Han havde også tygget sig gennem de mange missionsbefalinger i Bibelen, og Guds flamme blev tændt i ham. Han hørte Guds hvisken, og var lydhør overfor det kald til ham.
Da Niels Brønnum holdt ind på Guds ”parkeringsplads”, kunne Gud modellere ham på missionærskolen i England og senere bruge ham til at så en lille pinseflamme langt ude i nowhere i Nigeria. I dag 110 år senere er der 3 millioner lutherske kristne i landet og mange andre kirkesamfund. Faktisk er den nigerianske by Lagos den by i verden, hvor der er flest kristne ift. indbyggertal. Centrum for kristendommen er flyttet fra nord til syd.
For 12 år siden lyttede nogle folk i Mission Afrika igen til Guds hvisken, og i dag sender vi missionærer fra den store lutherske kirke i Cameroun til det stærkt muslimske Mali – fra syd til syd. 6 evangelistfamilier bygger kirkefællesskaber og udviklingsprojekter i stærkt Boko Harem-plagede områder af verden. Det skaber forsoning og nyt liv, fordi muslimer får en ny retning, når de møder Guds lys.
Når vi sender fra syd til syd, sender vi heller ikke mange danske missionærer ud, for mange afrikanske kirker kan selv. Kun få danske sendes ud til i kortere perioder at kapacitetsopbygge og netværke. For vi har så meget at lære af vore kristne brødre og søstre. Også af de mange nye brødre og søstre, der er kommet til Danmark som migranter. Størstedelen af migranterne i Danmark er kristne. Der er flere kristne migranter end muslimer. Hvem tager sig af at de skal føle sig elsket og at der er brug for dem?
Jer, der mødes og connecter med de kristne migranter fortæller, at I lærer mere end I giver dem. Ja, Guds Rige er bare SÅ meget større end lilleput Danmarks tanker og drømme om Guds Rige. Først på den anden side af byskiltet opdager vi, hvad Gud hvisker til os gennem disse menneskers liv.
Men hvordan lytter man til Guds hvisken?
Ligesom Messi er blevet verdens bedste fodboldspiller ved at øve sig, må vi øve os i at lytte. Start f.eks. dagen med at lytte: hvad har Gud Ånd at sige til mig i et enkelt vers fra bibelen, i stedet for at starte med at lade mig fylde af verdens flow – nyhederne, SoMefeedet, to do listen. På den måde indstiller vi vores liv i Guds retning. Lader vores pil rette ind på målet. Gør som Israels folk i ørkenen: kig op på kobberslangen, der er ophøjet – Jesus.
Tænk det er så rørende enkelt at være kristen. Det er blot at kaste sit blik på Jesus. At se på Ham. Selv troen bliver givet til os. Vi lader det lige stå et øjeblik. Prøv lige at tyg på den.
Der er noget, der er vigtigere, end at have de rigtige holdninger, læse i Bibelen, komme i kirken, bede lange bønner, være med i det kristne fællesskab, være leder i kirken og med i kirkekoret – gøre noget! Og det, der er meget vigtigere, er at min livspil peger mod Jesus – at jeg har blikket fæstnet på Ham. Jeg kan stå helt tæt på kirkens fællesskab, men min pil peger væk. Hvor peger din pil hen?
Når mit liv peger på Jesus, og jeg åbner mine øjne og mit hjerte for Hans Hellige Ånd, så tror jeg på den kommer til mig. ”Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden”. (Johs. 16,12f.) sagde evangelisten Johannes.
Den invitation kan vi gentage hver morgen:
”Jesus, jeg vender mig og ser på dig. Kom og flyd ind i mit liv med din Ånd.”
Hvordan lytter vi til Guds hvisken?
Kun Helligånden kan forløse vores fulde potentiale: at skabe troen på Gud!
Bed igen: ”Jesus, jeg vender mig og ser på dig. Kom og flyd ind i mit liv med din Ånd.”
I dag er epistelteksten en doxologi – en lovprisning fra Romerbrevet, som vi vil slutte med, fordi det også er en måde at kigge op på mesteren – på Jesus:
Gud lader alle gennemleve et oprør i ulydighed, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker. Hvem kan lodde dybden af Guds rigdom, visdom og kundskab! Ingen kan forstå eller forklare hans beslutninger og handlinger! For »hvem har indsigt i Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han står i gælde til noget menneske?« For fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.
Det er først i dette forhold til Gud, vi finder vores rette plads som mennesker. Guds rigdom, visdom og kundskab kan vi ikke rumme. Derfor kan jeg ikke regne Ham ud. Derfor kan jeg ikke få ind i mit hoved, hvorfor Gud hjælper nogen og ikke mig, når jeg sidder og beder længe om hjælp og måske helbredelse.
Gud vil på trods vise sin nåde over ALLE mennesker. Fra ham og ved ham og til ham er alle ting!
”Jesus, jeg vender mig og ser på dig. Kom og flyd ind i mit liv med din Ånd.”
Henrik Engelbrekt Refshauge
The post Prædiken-inspiration appeared first on Mission Afrika.