Hvad Afrika kan lære os om kristetiltag

Hvad Afrika kan lære os om krisetiltag

Af Katrine Lund og Henrik Engelbrekt Refshauge

Den krise, vi oplever i Danmark, er hverdag for de afrikanske lande. Afrika kan lære os noget om forståelsen og håndteringen af epidemier.
Det er komplekst at udtale sig om Covid-19’s påvirkning i de afrikanske lande. Vi vil alligevel forsøge at belyse problematikken. Det afrikanske kontinent har mange steder begrænset fokus på corona, fordi meget andet fylder endnu mere. Det er fx hungersnød, korruption, arbejdsløshed, forfølgelse mm. Kriser, som ikke fylder i mediebilledet herhjemme. Corona har dog også gjort sit indtog i det store kontinent i Syd, og familier har mistet pårørende som følge af virussen, og mange steder har kirken mistet deres støtte, fordi folk er presset på økonomien. Her kan man ikke gå på standby, fordi der ikke findes kompensationer af staten.
Alligevel har det afrikanske kontinent større erfaring og forcer med at håndtere smitsomme sygdomme end os. Europa kan lære af Afrikas håndtering af corona, siger to eksperter i denne artikel. Men hvad sker der faktuelt i Afrika, og hvorfor har selve covid-19-sygdommen egentlig ikke ramt så hårdt der?

Designet til epidemi
Truslen om en epidemi lurer konstant i de afrikanske regeringer. Europæiske hospitaler var overhovedet ikke klar til at håndtere en fremadstormende virus som corona.
”Der er en simpel forklaring. Europas regeringer har ikke taget fortiden i betragtning, da de investerede i nye hospitaler, og derfor er vores sygehuse f.eks. ikke designet til at håndtere en pandemi,” siger Michele Di Marco, direktør for den danske organisation Emergency Architecture & Human Rights til Globalnyt.
En del afrikanske lande har bygget hospitaler efter en simpel arkitektonisk grundstruktur, der gør det muligt at håndtere potentielle epidemier, fordi afdelingen er adskilt fra behandlingen af almindelige patienter. En epidemi får derfor ikke lov til at diktere presset så sygehusene.
På samme måde er systemet i lufthavnen i mange afrikanske lufthavne designet til at forebygge spredning af ebola. Man bliver f.eks. screenet for feber og skal fremvise et udfyldt gult vaccinationsbevis, inden man bliver lukket ind, mens Europa ikke har skullet forholde sig til en epidemi siden den spanske syge for 100 år siden.

Langsom respons
Afrika reagerede prompte, medens de europæiske lande først reagerede, da Sydeuropa for alvor var i knæ. Straks Egypten opdagede kontinentets første Covid-19-tilfælde, samlede Afrikas Center for Sygdomskontrol 40 ministre fra kontinentet. Få dage senere havde gruppen fastlagt en fælles, kontinental strategi mod Covid-19.
”Covid-19 har virkelig afsløret splittelserne i verden og vist det fællesskab, vi har i Afrika. I de 30 år jeg har arbejdet i sundhedsvæsnet, er det første gang, at kontinentet har stået så stærkt sammen,” siger John Nkengasong, direktør for Afrikas center for sygdomskontrol, i Voice of Asia.
Afrika tegner sig for 17 procent af den globale befolkning, men kun 3,5 procent af de rapporterede globale COVID-19-dødsfald. Der er mange mørketal, så der er underrapportering af hændelser, både fordi de fleste lande kun har lille eller ingen testkapacitet (i Sierra Leone havde man ti testkits og én respirator), fordi man ikke registrerer dødsfald, og fordi der florerer konspirationsteorier om corona. Men forskellen mellem forudsigelserne for Afrika, og hvad der faktisk er sket, er påfaldende, fortæller John Nkengasong.

Større smitteoverførsel, lavere dødelighed
Der har været stor debat om, hvad det skyldes, at corona ikke har ramt så hårdt i Afrika. Smitteoverførslen har været større, men sværhedsgraden af epidemien og dødeligheden langt lavere i Afrika end forudsagt, baseret på erfaringer i Kina og Europa.
Nogle af de sandsynlige forklaringer er tilfældige faktorer. De spænder fra, at Afrikas befolkning er yngre og dermed mere modstandsdygtige, de klimatiske forskelle giver kroppen bedre muligheder for at bekæmpe virus i varme og fugtighed, der er en eksisterende immunitet fra andre vaccinationsprogrammer som tuberkulose, genetiske bedre faktorer i Afrika samt folkesundhedsresponsen i de forskellige afrikanske lande ganske enkelt er bedre forberedte på at inddæmme smittespredningen. Der er enorm variation på tværs af kontinentets 55 lande, men alder spiller en stor rolle.
Endelig er antallet af viruspartikler, en person bliver eksponeret for, afgørende for, hvor alvorligt et sygdomsforløb de smittede risikerer. Mundbind reducerer infektionsdosis, men tilslutningen har været mindre i Europa end i mange områder i Afrika, påstår Michelle Di Marco. Det varierer dog også på det store kontinent, hvor andre udfordringer er langt større, og derfor er fokus ikke på at bære masker.

Luthersk hjælp
Vore partnerkirker agerer nyheds- og informationskanal med hygiejne og smittesporing for det almindelige samfund. På den måde viser kirken sine lutherske rødder, der både engagerer sig i det verdslige og åndelige liv. Martin Luther udtrykte, at Gud både tager det verdslige og det åndelige styre (regimente) i brug for at bekæmpe det onde og genoprette sit rige.
Det verdslige regimente omfatter grundordninger som stat, folk, familie, kald og stand mv., hvor Gud hersker gennem loven. Det åndelige omfatter alt, hvad der tjener til forløsning og forsoning af mennesket og verden – evangeliet, syndernes forladelse og nådens tilsigelse.

Følgevirkningerne rammer hårdest
De fleste steder har man ikke ressourcer til at håndtere corona, som Vesten ønsker det, men det bliver nærmere “performa” for Vestens skyld. Der er ikke kapacitet til at bære engangsmundbind, hvorfor engangsmundbind gerne bliver vasket og genbrugt, og man har ikke råd til at blive testet, hvis den mulighed overhovedet er til stede.
Så har Afrika klaret sig igennem skærene? Nej, der er stadig en masse virus. Men én ting er sikkert: Pandemiens sekundære konsekvenser, og de mange andre kriser på kontinentet, som er blevet sidestillet i denne tid, er den virkelige udfordring i Afrika. Følgevirkningerne af nedlukning og manglende hjælp udefra kommer til at give voldsomme langsigtede effekter, når de sociale og økonomiske aktiviteter reduceres og levering af tjenester udefra forsvinder. Tjenester, der beskytter millioner af mennesker – f.eks. rutinemæssig vaccination samt malaria-, tuberkulose- og HIV-kontrolprogrammer. De næste mange år vil Afrika opleve langt større udfordringer derfra end fra selve pandemien.
Midt i alt dette kan vi måske lære taknemmelighed af afrikanerne. På trods af alt hvad der sker omkring os, kan vi stadigvæk sige Gud tak. Det er måske den vigtigste lektie, vi kan tage med os.