Tidl. missionær i Nigeria og Sierra Leone Esther Jensen er afgået ved døden 88 år gl. efter flere års svagelighed.
Esther Jensen, der var uddannet sygeplejerske, rejste første gang til Nigeria sammen med sin mand Svend Aage i 1961, hvor Svend Aage arbejdede på missionens tømrerværksted i Numan. De kom til Nigeria med 3 små børn, så det var begrænset, hvad Esther havde overskud til, men hun hjalp dog til på hospitalets apotek. På deres 2. tur førte Esther værkstedets regnskab. Da de rejste ud på deres 3. tur, boede de dels i Jimeta og dels på Mbamba uden for Yola, hvor Sv. Aage var leder af byggeriet med at opføre det nye landbrugscenter. I disse 3 år førte Esther byggeriets regnskab, og hun fik oprettet en lille klinik, hvor hun kunne tilse byggeriets folk med deres skader og sygdomme. Efterhånden kom flere og flere folk fra de omliggende landsbyer til klinikken samt fulanere (nomadefolk) med deres skavanker. Esther og Sv. Aage Jensen fik endvidere kontakt til flere af fulanerne. De afsluttede deres virke i Nigeria i 1971.
Men i 1979 rejste de igen til Nigeria, hvor Sv. Aage var ansat til at oprette en håndværkerskole i Numan for Kristi Lutherske Kirke, hvor de rejste hjem i 1981.
Og sandelig om ikke de rejste ud i en 3. periode – denne gang til Sierra Leone i tiden 1991-1993. Esther arbejdede som sygeplejerske på sundhedscentret i Kangahun og underviste den lokale stab. Forinden havde hun været på et tropemedicinsk kursus i Liverpool i England. Sv. Aage tog sig bl.a. af regnskabet og meget praktisk arbejde.
Esther Jensen var meget imødekommende og havde et mildt sind og altid et smil om læben. De brændte meget for missionsarbejdet i Afrika, og det var selvfølgelig en væsentlig baggrund for, at de stillede sig til rådighed igen og igen. De kunne ikke glemme Afrika.
Esther fortsatte sit engagement i Mission Afrika herhjemme og deltog i forskellige møder sammen med sin mand, så længe kræfterne slog til. De startede faktisk Danmarks første genbrugs ”mandebutik” i Odense med værktøj, elektronik og lign.
Æret være Esther Jensens minde.
Vagn Ove Høgild
Forrige
- 27. nov. - Et halvt århundrede: “Kæmpe gave at møde og skabe møde mellem Afrika og Danmark”
- 15. nov. - NEKROLOG: Frida Skade
- 15. nov. - NEKROLOG: Ejnar Johannes Jensen
- 07. okt. - Nekrolog: Elizabeth Kodio
- 19. aug. - NEKROLOG: Eigil Bechmann
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
@Mission_Afrika | |
http://facebook.com/missionafrika |