Det vellykkede gedeprojekt i Mali er nu også implementeret i Cameroun. Ikke alt forløb dog helt planmæssigt.
Vores succesfulde gedeprojekt i Mali er flyttet over grænsen til Cameroun.
Projektlederen i Cameroun er den samme som i Mali, Elizabeth Kodio fra Luthersk Brødremission, og hun fortæller, at overflytningen mellem de to lande ikke foregik helt uproblematisk.
”I Cameroun fik flere kvinder stjålet deres geder. Andre ville ikke betale lånet tilbage med penge som aftalt. De ville hellere betale lånet tilbage med geder, fordi de syntes, det var nemmere.”
“Vi fortalte kvinderne, at det var langt bedre for os at modtage kontanter, og efterhånden gik de med til at afbetale lånet med penge – men det tog tid,” siger hun.
Gedetyverierne og misforståelserne betød, at pilotprojektet i Cameroun blev udvidet med seks måneder – fra 18-24 måneder.
Alt i alt er Elizabeth Kodio dog rigtig godt tilfreds med projektresultaterne af det camerounske projekt, der nærmer sig sin afslutning.
”Der er ingen tvivl om, at projektet er med til at udvikle landene – og særligt kvindernes muligheder,” siger hun.
Og denne pointe er vigtig.
“Kvinderne er dem, der ordner alt i familien i både Cameroun og Mali. De tager sig af børnene, vasker tøj og laver mad. Kvinder har meget arbejde, og det kan være en hård byrde for dem. Det er derfor, vi gav lånet til dem. For at hjælpe børnene og familien,” slutter Elizabeth Kodio.
Ligesom i Mali går projektet ud på, at hver kvinde har fået tre geder, hvor den ene er en han. Efter tre måneder får gederne kid, og i løbet af en projektperiode på halvandet år har kvinderne i gennemsnit fået omkring 10 kid hver. Nogle af kiddene sælger de, så de får overskud til skolepenge. Andre kid får lov til at vokse op og formere sig.
Elizabeth Kodio har stået for gedeprojektet siden 2012. I Mali er 980 kvinder engageret og i Cameroun får 140 kvinder og deres familier nu mulighed for indtægt gennem projektet.
Anne Djurhuus, virksomhedspraktikant, har stået for interviewet med Elizabeth Kodio i Mali.
Relateret
- 10. jan. 2018 - Ny partnerkoordinator er landet i Cameroun
- 09. dec. 2017 - Kom til æbleskiver, julehygge og Camerounfortællinger
- 15. nov. 2017 - Lene Skovmark rykker Kristuskransen til Cameroun
- 23. aug. 2017 - Så har vi sendt to gæve volontører til Cameroun
- 07. mar. 2016 - 63 kroner: Giv en flygtningefamilie ris i en hel måned
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |