“Mit mål er, at vores omsætning giver os en solid forretning, der skaber liv i de fattigste dele af verden”, skriver Bente Mikkelsen Pahus på Kirke.dk. Hun opfordrer til, at man i genbrugsforretningerne husker at prisjustere.
Af Bente Mikkelsen Pahus
Kirkens genbrugsbutikker glemmer at prisjustere, men det er en misforståelse, at genbrug næsten skal være gratis. Kunderne vil gerne betale mere for tingene, hvis præsentationen er i orden – og i sidste ende giver det flere penge til det kirkelige arbejde, skriver Bente Mikkelsen Pahus
Hen over sommeren har vi i Mission Afrika Genbrug haft lejlighed til at arbejde med mobile butikker på diverse stævner og markeder. Det har været lærerigt at arbejde i en lidt mindre skala end de etablerede butikker og få en god fornemmelse af, hvilke varer, der sælger, og til hvilke priser.
“Når man handler genbrug hos en indsamlingsorganisation, får man nemlig mulighed for at støtte arbejdet. Man får så at sige varer for sin donation til arbejdet.”
Bente Mikkelsen Pahus
Der interessante er, at det faktisk viser sig, at vores kunder er villige til at betale mere for varerne, end vi regner med, . Vi har altid haft en forståelse af, at vores kunder skal være i stand til at gøre en god handel.
Vi fejrer 35 år i Mission Afrika Genbrug i år, og den gode handel, der støtter vores missionsarbejde, har altid været i centrum for vores forretning. Men det hænder, at vi glemmer at prisjustere, for genbrug skal da næsten være gratis, skal det ikke?
Gratis genbrug er dejligt, og vi nyder alle at få ting foræret, men vores 66 butikker med 1700 frivillige, der arbejder intenst, dygtigt og seriøst med opgaven, fortjener at tingene har værdi, og at opgaven giver mening. Det gør vores partnere i Afrika også. Vi skal have rimeligt gode priser, for at genbrugsforretningsmodellen giver mening. Skal en skjorte for eksempel koste 30 kroner eller 50 kroner? Hvad skal møbler koste, og hvad med den der skål til køkkenet?
De frivillige genbrugsorganisationer kan lære af det kommercielle marked
Prissætning er et af de vigtigste forretningsparametre. For sandheden er, at den halvtredser, vi får for skjorten, flytter mere end de 30 kroner.
Kræmmere og opkøbere af genbrug til kommerciel handel, som vi nyder at handle med, har alle den styrke, at deres butikker er fyldt med udvalgte ting. Derfor kan tingene koste mere hos dem, fordi de ikke sælger hvad som helst. Kunden er simpelthen villig til at give mere, når helhedsoplevelsen er mere designet. Hos os sælger vi næsten alt, og det gør det lidt mere udfordrende at få butikken til at se smart ud.
“Vi vil gerne følge med tidens trends og kundens forventning om en lækker shoppeoplevelse. For når shoppeoplevelsen er lækker, vil kunden gerne give mere for varen.”
Bente Mikkelsen Pahus
Vi gør meget for en dejlig shoppeoplevelse i gode, rene og også ofte smarte rammer. Vi vil gerne følge med tidens trends og kundens forventning om en lækker shoppeoplevelse. For når shoppeoplevelsen er lækker, vil kunden gerne give mere for varen. Så vi arbejder med butiksindretning og vinduesdekorationer, alt sammen for at signalere, at vores varer faktisk er priserne værd. En glasvase kan sælges for 50 kroner eller mere, når den præsenteres rigtigt, men måske kun for 20 kroner, hvis den står i en bunke af ting.
Målet er en solid forretning
Mit mål er, at vores omsætning giver os en solid forretning, der skaber liv i de fattigste dele af verden. Når man handler genbrug hos en indsamlingsorganisation, får man nemlig mulighed for at støtte arbejdet. Man får så at sige varer for sin donation til arbejdet. Det er det, der gør genbrug til en genial indsamlingsmetode. Det er win-win, og det giver mening, når prisen passer. Når du næste gang køber den lækre, genbrugte skjorte til 50 kroner, ja, så har du faktisk udrettet det samme, som hvis du sad hjemme foran skærmen og gav en gave til et eller andet formål. Forskellen er, at du nu har fået den lækre skjorte som sidegevinst.
Tillykke til vores kunder med den gode handel.
Forrige
- 07. aug. - Dansk overskudstøj skaber håb og udvikling i Mali
- 21. jul. - ’Som frivillig hjælper man både sig selv og andre’
- 14. jul. - ’Genbrug er et bæredygtigt økosystem’
- 05. jul. - ’Hjælp og udvikling nytter!’
- 01. jul. - ’Kunderne skal have noget igen’
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |