Nu har vi fælles fodslag i, hvordan vi kan hjælpe hinanden, sagde Musa Filibus til Mission Afrikas bagland.
Ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria sluttede sit indlæg på Mission Afrika Dag den 24. maj med et personligt ønske om fortsat godt samarbejde.
– Nu har vi fælles fodslag i, hvordan vi kan hjælpe hinanden. Det var nødvendigt at de tidligere projekter måtte dø, for at nye projekter kunne spire frem i vores samarbejde. Nu ved vi, hvad hinanden har brug for, sagde ærkebiskoppen.
Evangeliet er nemlig noget, vi samarbejder om, pointerede han.
– Evangeliet er ikke en personlig ejendom for nogen af os. Det er kirkens ejendom, hele Kristi legemes ejendom. Og vi er alle en del af Kristi legeme.
– Partnerskab er at vidne sammen om evangeliets kraft. I hjælper os ikke. I arbejder sammen med os. Og uanset hvor mange penge vi har, vil vi altid være sammen og blive ved at arbejde sammen, sagde han.
Lyt til hans hilsen til tidligere missionærer i Mission Afrika:
Ærkebiskoppen opfordrede på Mission Afrika Dag til at holde relationen mellem Danmark og Nigeria varm:
– Vi må ikke glemme vores fælles rejse. I over 100 år har vi efterladt så mange fodspor i hinandens liv. Og disse spor vil aldrig blive slettet af historiebøgerne. Unge teologer i seminariet vil lære deres historie at kende. De har jo ikke mødt mange af jer, sagde han og fortsatte indtrængende:
– Vi håber vores gode forhold vil fortsætte i årene fremover. Det værdsætter vi! Men det skal dyrkes. I en verden, hvor relationer brydes let, skal vores fælles rejse være et vidnesbyrd: At vi selv efter 100 år stadig holder sammen.
I har ikke råd til at blive væk!
– Men det kræver noget af begge parter. Der mangler nemlig noget. Det synlige udtryk af Mission Afrika mangler. I har ikke råd til at blive væk fra os, sagde ærkebiskoppen.
– Den æra, hvor missionærer kom og blev i 20-50 år, kommer aldrig igen. Men vi må tænke på andre måder, hvorpå vi kan være til stede i hinandens liv. Relationerne ligger i fødderne, siger vi i Nigeria. Relationer opbygges ved at vi kommer og besøger hinanden. Elektronik kan ikke erstatte mødet ansigt til ansigt.
Vi arbejder stadig sammen med evangelisering og uddannelse og ved at hjælpe mennesker i den krise, vi er havnet i, sagde Musa Filibus.
– Når vores folk ser ansigter fra Danmark, siger de: ”Det er Mission Afrika! Det er dem, der startede vores kirke!” Jeg håber også, at vi kan sende præster på besøg i Danmark. Og vi er også glade, hvis I sender korttidsvolontører.
– Vi har været sammen i for lang tid til ikke at fortsætte samarbejdet! sluttede han.
Forrige
- 27. maj. - Ærkebiskop: Nigerias kristne ønsker fred trods diskrimination
- 24. maj. - 5 skarpe til ærkebiskoppen
- 23. maj. - Kirkelig verdensleder til Danmark
- 08. maj. - Artikel viser nuancer i Nigeriakonflikten
- 01. maj. - Nigeria: Kirke på en knivsæg
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |