5 skarpe til ærkebiskoppen

Ærkebiskop i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, Musa Filibus, svarer åbent på spørgsmål om krisen i Nigeria og kirkens arbejde. Her er hele interviewet fra MAgazinet, hvor ærkebiskoppen gennengår de samme emner som på Mission Afrika Dag.

Bevæbnede fulani-hyrder har de seneste tre år angrebet landsbyer af fastboende bønder, dræbt hundredvis af mennesker og sendt tusinder på flugt.

Men er angrebsmændene ægte fulanier? For lokalt har fulanier og bønder jo levet sammen og klaret deres uenigheder i generationer. Hvis ikke var Nigeria gået i opløsning for længe siden.

Det fremgår af dette eksklusive interview med Musa Filibus, der er ærkebiskop for Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, som Mission Afrika lagde grunden til, da det daværende Sudanmissionen udsendte sin første missionær, Niels Brønnum, til Nigeria for 106 år siden.

Musa Filibus fortæller her nuanceret om konflikten i Nigeria og kirkens hjælp til de fordrevne, trøst til de efterladte og fortalervirksomhed for fred og retfærdighed, som han også gjorde på Mission Afrika Dag i Højbjerg den 24. maj (billedet).

– Den nordøstlige del af Nigeria er blevet en lille smule roligere på det seneste, men området er stadig ikke helt fri for voldelige handlinger. Der har været vold, blodsudgydelser, kidnapninger og grusomheder ved flere lejligheder, indleder han.

1. Hvordan gør I for at hjælpe de fordrevne?

Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) startede i Numan, og har derfor stor indflydelse i området. Kirkens medlemmer har lidt meget i forbindelse med fulanihyrdernes angreb, som begyndte for næsten tre år siden. Vi har set mange af vores menigheder, landsbyer og huse blive ødelagt.

Det har været en stor udfordring for kirken. Mange af vores medlemmer er fortvivlede. De har mistet deres slægtninge og deres hjem, og de har ingen steder at tage hen. Det betyder, at vi har været nødt til at arbejde meget hårdt for at støtte disse mennesker på forskellige måder. Det har vi gjort gennem nødhjælp og ved at opmuntre lokalsamfundene til at tilbyde husly, men også ved at advokere for, at regeringen giver hjælp og støtte. Så vi kæmper stadig med efterdønningerne, selv i de lokalsamfund hvor der ikke længere er angreb.

Der er så meget frygt og mistænksomhed i området. Der er had og vrede over det hele. Så folk lider stadig. Vi kæmper stadig med at håndtere situationen.

2. Tør de fordrevne vende tilbage og genopbygge deres landsbyer?

Folk ønsker at tage tilbage og prøver konstant at vende hjem, men så sker der endnu et angreb. Vi skal forstå, at de fordrevne må efterlade deres slægts jord. Derfor er deres hjemfølelse meget afhængig af det geografiske sted, de kommer fra. De føler sig ikke hjemme andre steder. Så derfor søger de hjem til deres landsbyer.

De fleste af landsbyerne er landbrugssamfund. Nogle steder er kvinder og børn nødt til at flytte, så der kun er mænd tilbage. Mændene inspicerer så området for at se, om det er sikkert nok til, at familien kan vende tilbage. Nogle af landsbyerne er helt forladte.

Kirken prøver at opmuntre folk til at vende tilbage, men de vender tilbage til et sted, hvor der ikke længere huse at søge ly i. Det er svært at overtale folk til at vende hjem, når de ikke har noget at vende hjem til. Andre vil vende tilbage, selvom de ved, at der vil komme flere angreb. De prøver at holde sig opdaterede, så de kan nå at slippe væk, så snart de får nys om et nyt angreb.

3. Hvad gør kirken for at hjælpe dem, der forsøger at vende hjem?

Kristi Lutherske Kirke i Nigeria samarbejder økumenisk med andre kirker om humanitært arbejde: Vi hjælper med nødhjælp i form af mad og andre basale fornødenheder. Nogle gange er der også brug for medicin og husly.

Ved siden af denne akutte respons har vi sammen med andre kirker løbende appelleret til regering og myndigheder om at leve op til deres konstitutionelle ansvar om at sikre beskyttelse af menneskeliv i landet. Vi appellerer også til, at myndighederne stiller de skyldige til ansvar – både dem, der deltager i angrebene, og dem, der på nogen måde støtter dem.

Vi er aldrig veget fra vores kald til fred, men fred kan kun opnås gennem retfærdighed. Så vores indsats har bestået i konstant at markere vores synspunkter overfor regeringen og at tale med andre religiøse ledere, så vi kan forene os og kæmpe sammen for fred. Vi taler med ledere i lokalsamfundene for at lære mere om deres miljø og kontekst. Vi prøver at lytte og forstå deres behov.

Når vi opmuntrer befolkningen til at vende hjem, er vi mest i kontakt med de traditionelle stammehøvdinge. Det er vigtigt at opmuntre folk til at vende hjem, men vi kan selvfølgelig ikke bare gøre det uden at lytte til myndighedernes sikkerhedsanvisninger. Vi skal være 100 procent sikre på, at folk trygt kan vende hjem. På den anden side er det ikke let for folk at føle sig trygge nok til at rejse hjem og genopbygge landsbyerne. Men hvad kan de ellers gøre? Jord er et kontroversielt emne i Nigeria. Når folk fordrives fra deres egne jorde, er de nødt til at flygte til et andet lokalsamfund. Næsten alle lokalsamfund har det, de kalder ”forfædrenes jorde”. Ingen er villige til bare at lade hvem som helst slå sig ned der.

4. Søger I også at skabe fred med fulanierne?

Lad mig forklare det helt klart. Jeg voksede op i et lokalsamfund, hvor vi delte meget med Fulanistammen. Vi har levet sammen med fulanier i generationer. Selvfølgelig har der altid været små konflikter og uenigheder mellem bønder og hyrder her og der. Men der har været traditionelle metoder til at afgøre uenighederne, enten gennem lokale høvdinge eller gennem forhandlinger mellem de involverede parter. Det har som regel ført til tilgivelse, forsoning eller forlig.

Det, vi oplever i dag, efterlader mange spørgsmål. Angrebsmændene kommer fuldt bevæbnede. Nogle gange har de ikke engang kvæg, men de betegner sig alligevel som hyrder. Vi hører vidneudtalelser fra de lokale om, at fulanierne bare kommer og beder dem om at forlade deres gårde, ellers vil de tvinge deres kvæg ind på deres jorde. Men som sagt har nogle af dem ikke engang kvæg. Selv regeringen har indrømmet, at nogle af angrebsmændene muligvis slet ikke kommer fra Nigeria. Men hvad er deres grund til at angribe byer midt om natten eller ved højlys dag? Det kæmper vi stadig med at forstå. Det kræver en enorm indsats at skelne mellem de rigtige fulanihyrder, som vi kender, og de, der kalder sig fulanier, og som fuldt bevæbnede udfører de mange kriminelle handlinger. Myndighederne er nødt til at yde en stærkere indsats for at afdække, hvem der står bag angrebene, og hvordan vi tackler det.

Men muligheden for dialog er uden tvivl til stede. Lokalsamfundene har altid været i dialog, og det opmuntrer vi fortsat til. Fulanierne og bønderne kender hinanden, og de ved, hvordan de skal løse deres konflikter.

Det besynderlige ved situationen er nu, at de såkaldte fulanihyrder ikke kommer fra området. De kommer ud af det blå og laver kriminalitet, plyndrer gårdene og forsvinder. Men de fulanier, som har boet i området i generationer, kender vi. Vi ved, at der er fortløbende dialog og fællesskab på lokalt plan. Samtidig opmuntrer vi til fællesskab med andre religiøse ledere, og at de ligesom vi må tale med de lokale traditionelle ledere.

Der er et samarbejde mellem alle ledere, der ønsker fred. For mig er dialog indiskutabelt. Det er noget, vi deltager i på daglig basis, men på forskelligt niveau og med forskellige mennesker afhængigt af situationen.

5. Hvordan sikrer kirken, at vreden og bitterheden ikke vokser og fører til mere konflikt?

Vi kan ikke sikre, at folk ikke bliver vrede. Men vi opmuntrer konsekvent til fred og forsoning. Vores centrale budskab er, at det ikke leder os nogen vegne hen at bekæmpe vold med vold. Det siger vi igen og igen. Og vi kan faktisk se, at de lokale samfund i det store og hele ikke har brugt vold som løsning på denne krise. For havde de det, havde vi ikke haft noget Nigeria i dag.

Når vi kommer ud til menighederne, er det svært at sige til de mennesker, hvis hjem og familier er blevet udslettet, at de ikke skal gengælde ondt med ondt. Men som kirke har vi et alternativt budskab; at vi ikke gengælder ondt med ondt. Så det er meget afgørende, hvad religiøse ledere siger i en forvirrende situation som denne.

Vi opmuntrer til tålmodighed og til, at man ikke bruger et nedværdigende og fornærmende sprog om andre. Dette budskab skal spredes på alle niveauer, både blandt de lokale og også blandt politikere. For nogle politikere bruger denne type konflikt til at fremme deres egne interesser.

Vores præster har givet stor støtte til de lidende mennesker og beroliget dem og givet dem håb om, at dette ikke behøver at være enden på historien. Det er en udfordrende situation, men vi holder fast i vores tro, og vi giver aldrig op.

Ebola-nyheder fra BBC

Forrige

• 23. maj. - Kirkelig verdensleder til Danmark
• 08. maj. - Artikel viser nuancer i Nigeriakonflikten
• 01. maj. - Nigeria: Kirke på en knivsæg
• 29. apr. - Ærkebiskop fra Nigeria: Jeg vil forny vores venskab
• 12. apr. - Velkommen til Mission Afrika Dag om Nigeria

Følg os