’I Afrika er vi venner hele tiden’

Hvad kan afrikanere lære os om relationer – især venskaber på tværs af tro? Og kan venner missionere over for hinanden, uden at der går skår i venskabet? Vi stillede en serie skarpe spørgsmål til partnerkoordinator Clement Dachet, der selv kommer fra Nigeria.

– Det var en udfordring at komme til en helt anden kultur end den, jeg var vant til. For mig var det en hel omvendelse!

Sådan indleder Clement Dachet sine svar på en serie spørgsmål om temaet Fra fremmed til ven, som præger MAgazinet fra Mission Afrika i maj 2019. Vi starter med det helt åbenlyse:

Hvordan oplevede du at komme til Danmark og skabe venskaber? Og hvad tager du med dig fra Afrika, som danskere kan lære af?

– I Vesten er der en individualistisk kultur, hvor vi i Afrika har en kollektivistisk kultur, hvor alle i lokalsamfundet er indbyrdes afhængige af hinanden. Hvis vi sammenligner samfundet med en maskine: I lægger vægt på de enkelte dele, vi lægger vægt på hele maskineriet. I antropologien kalder man lande i syd for ”varme kulturer”, mens lande mod nord er ”kolde kulturer”. Jeg ved ikke, hvor meget det har på sig, men det kan nemt opleves sådan.

Hvordan det?

– Opdelingen i arbejde og fritid påvirker relationernes karakter. I kan være venner på ét niveau, når I studerer eller arbejder sammen, og på et helt andet niveau når klokken er 16, og I har fri. I inviterer ikke nødvendigvis arbejdskollegerne til fødselsdag. I Afrika har vi en mere holistisk tilgang. Vi hænger sammen og dyrker venskaber på kryds og tværs af vores professionelle virke.

Hvordan kom du i kontakt med din første ven i Vesten?

– Det gik næsten automatisk, fordi vi havde noget til fælles. For sådan er det hos jer. I bliver venner, fordi I har et fælles mål eller et fælles ansvarsområde. Det er omstændigheder, der fører jer sammen. Men sådan er det ikke i Afrika. Her er man også venner udenfor sammenhængen. Det kan man selvfølgelig også være her i Danmark, men studiekammerater og arbejdskolleger er typisk blot bekendtskaber, man ikke automatisk inviterer til bryllup eller fødselsdag eller blot til middag. For den slags anledninger er reserveret til venner på et dybere niveau. Relationerne bliver holdt omhyggeligt i kategorier, hvor man ikke automatisk møder personer fra en anden kategori. Relationerne hører til i en bestemt kasse og vedligeholdes dér.

Så du må skifte rolle, efter hvilken kategori mennesker lever i, og dyrke venskaber på forskellige niveauer?

– Ja, det var nyt for mig. Lad mig illustrere: Jeg deltog i en workshop her i Aarhus, hvor vi skulle diskutere i grupper. Vi fik en meget fin diskussion i min gruppe, og især én person imponerede mig, så jeg tænkte: Ham vil jeg gerne lære bedre at kende. 14 dage senere mødte jeg ham i et indkøbscenter, mens jeg var på vej ned ad en rulletrappe. Jeg hilste, men manden så ikke en gang på mig! Han rullede bare forbi, som om jeg ikke eksisterede.

Hvad kan afrikanere lære os i Danmark?

– I Afrika lever vi mere holistisk med hinanden. Jeg kan godt se, at det kan være mere effektivt at fokusere på individet og blot engagere sig i arbejdsfællesskabet. Ulempen i Afrika er, at der kan være så mange andre relationer, som distraherer. På den anden side kan afrikanere lære danskere at sætte pris på relationer og indse betydningen af holdbare venskaber. Vi kan ikke bare definere mennesker ud fra bestemte kasser fx deres opgave eller placering i samfundsmaskineriet. For da går vi glip af muligheden for at blive beriget af andre mennesker.

Hvad er din ideologi bag venskabelig mission, altså balancen mellem fredelig sameksistens og frimodig forkyndelse?

– Den globale kirke er kaldet til at fortælle evangeliet for alle mennesker på hele kloden. Det er ikke et særligt kald til at prædike for muslimer. Evangeliet gælder alle mennesker. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi gør det. Der er forskel i måden, vi henvender os på til muslimer i Afrika og til ateister i Vesten, som har en mere filosofisk tilgang til spørgsmål om gud, mennesker og verden.

– Som kristne tror vi, at Gud har skabt alle mennesker – enten de er muslimer, buddhister eller holder sig til en af de afrikanske naturreligioner. Menneskeheden stammer fra Gud, menneskeheden har syndet mod Gud, og menneskeheden har brug for frelse fra Gud – hvad enten de er muslimer, buddhister eller noget helt tredje.

Hvordan forbliver kristne tro mod Guds globale mission, mens de samtidig er tro mod de venskaber, de har med fx muslimer?

– Måden at være trofaste mod både missionen og muslimer er netop at se tingene fra et universelt perspektiv: at jeg er menneske, kristen og missionær, og at jeg ikke selv kan vælge, hvem jeg vil fortælle evangeliet til. Jeg skal først og fremmest møde min muslimske nabo som menneske. For indimellem kommer vi til at erstatte menneskelighed med religion. Og så gør vi faktisk noget, som Gud ikke gør. Så har vi fjernet det fra vores muslimske venner, som vi rent faktisk deler med dem: Vores menneskelighed. Jeg er som kristen ikke mere menneskelig, end de er. Og når jeg fjerner menneskeligheden fra dem, forsvinder ikke blot det fælles med den anden, men også empatien med ham eller hende, og så rammer vi helt ved siden af målet. Det kan også ske, når folk ser mig som afrikaner og glemmer at anerkende mig som menneske. Vores allerførste forpligtelse er at møde hinanden som mennesker.

Hvad er din erfaring? Kan muslimer og kristne føle en fælles menneskelighed?

– Der er i grove træk en hel række ligheder mellem kristne og muslimer. Vi finder fælles historier i Bibelen og Koranen. Vi læser om både Adam og Jesus i Koranen – med forskellig vægt og tolkning naturligvis. Men når jeg taler generelt om Gud, ved min muslimske nabo allerede, at der er en almægtig skaber bag det hele. Det samme gælder, når jeg taler med en afrikaner fra en traditionel religion. Det er et godt udgangspunkt. Min muslimske ven er klar over, at der en skaber bag alting, og at vi som skabning har noget til fælles. Det er, når vi definerer hinanden ved vores tro og religiøse ståsted, udfordringerne opstår.

Hvad sker der, når I ser anderledes på teologien?

– Her spiller kultur en stor rolle. Det er kulturen, der forener folk. I Danmark har vi fælles fortællinger ud fra en fælles historie, vi har fælles ritualer såsom Fastelavn og Sankt Hans-bål, og vi har fælles love og værdier, som holder os sammen i en fælles ansvarlighed. Religionen træder ikke altid tydeligt frem, fordi den er indlejret i samfundet. Men når religioner bliver adskilt fra almene menneskelighed, bliver identitetsmarkører og begynder at konkurrere med hinanden kan der opstå konflikt.

– I Afrika kom både kristendom og islam ind som ”den anden” religion. Ingen af dem var befolkningernes oprindelige tro. Fordi de to religioner kom udefra, blev de tydelige i kulturen og begyndte at konkurrere om råderummet. Og det skaber ikke blot en religiøs konflikt, men en kulturel identitetskonflikt. Fordi vi ikke har et fælles værdigrundlag, bliver de to religioner indlejret i hver deres kultursfære. Derved bliver religionen en nem måde at definere og opdele befolkningsgrupper på. Religion får samme funktion som spillernes trøjer i en fodboldkamp, hvor man kan genkende danskerne på det tøj, de har på. Religion bliver en måde at opdele os på.

Hvad er udfordringen lige nu i de nordlige dele af vores arbejdslande, og hvordan møder vi den? Kan dialog være en udvej?

– Ja, dialog er vejen frem. Vi har brug for dialog, fordi vi både er tænkende og kommunikerende mennesker. Vi er nødt til at tale om vores forskelligheder og komme frem til en fælles forståelse. Nogle tror, at dialog er at gå på kompromis. Sådan er det slet ikke. Sagen er, at vi ikke vidne om Kristus uden at gå i dialog.

– Paulus skriver, at vi skal bede for øvrigheden, for at vi må leve et fredeligt liv. For når der er fred, kan vi tale med hinanden. Kristendommen var en mindretalsreligion i begyndelsen og måtte derfor forholde sig til andre religioner. Romerriget var et polyteistisk samfund. Så da Jesus befalede os at gå fra Jerusalem til Judæa og Samaria og videre ud til verdens ende, vidste han, at vi ville støde på andre kulturer og religiøse systemer. Præcis som Paulus oplevede det på Areopagos-klippen i Athen, hvor han så statuer af forskellige guder og prædikede evangeliet med udgangspunkt i et alter for ”en ukendt gud”. Han viste, at evangeliet godt kan præsenteres på idéernes markedsplads. På samme måde bør vi i møde andre idéer, respektere andres ret til at tro og tænke, som de vil, og samtidig hævde alles ret til at konvertere. Det kan ske, når kommunikationskanalerne er åbne, og vi kan tale sammen om det, der optager os. Det var den måde, Jesus virkede på – altid i dialog med sine omgivelser – og det tror jeg også, han vil velsigne i dag.

Ebola-nyheder fra BBC

Forrige

• 23. maj. - Dybe venskaber modvirker polarisering i samfundet
• 23. maj. - Tre pejlemærker i en tid med fremmedfrygt
• 20. jun. - Bedeplaner inspirerer til bøn for Mission Afrika
• 18. apr. - Genbrugs-entusiaster mødtes i Viborg
• 04. nov. - Lotterigevinster ved Ydre Missions Bazar i Esbjerg

Følg os