Lokale medarbejdere i Mission Afrikas to EUROSHOP-butikker i Mali er stolte over at tjene penge til at hjælpe syge og ældre og udvikle deres land.
Medarbejder i fuld gang med at klargøre tøj til EUROSHOP’s anden butik i Mali.
Thore Eklund er netop kommet hjem fra Mali, hvor han var med til at indvie genbrugsbutik nummer to i byen Bamako. Butikkerne giver lokalbefolkningen mulighed for at medfinansiere deres egne udviklingsprojekter.
– Vores samarbejdspartnere er stolte og engagerer sig virkelig i arbejdet, fortæller Thore Eklund og forklarer:
– De har frem til nu stået i en modtagerposition og har hele tiden måttet spørge om penge og bekymre sig, om der nu er penge nok. Nu er de selv aktive og deltagende i at skaffe penge til at drive eget udviklingsarbejde. De er stolte over at kunne gå på arbejde og skaffe midler til at udvikle deres eget land.
Læs mere om kapacitetsopbygning her.
Vores samarbejds-partnere engagerer sig virkelig i arbejdet. De er stolte over at kunne skaffe midler til at udvikle deres eget land.
Thore Eklund, partnerkoordinator
Overskudstøj fra Danmark
De to genbrugsbutikker EUROSHOP sælger overskudstøj fra danske tekstilproducenter. Det er tøj, der ikke sælges i Danmark og heller ikke konkurrer med det lokale tøjsalg i Mali. Der findes simpelthen ikke den type tøj i Malis butikker. Samtidig uddannes lokale i at drive forretning og generere overskud.
De to butikker drives af Mission Afrika i samarbejde med organisationen Dooni Dooni Danmark, og overskuddet kanaliseres gennem de lokale organisationer Luthersk Brødremission i Mali og Dooni-Dooni Mali.
Læs mere om EUROSHOP og donorerne her.
Penge til syge og ældres medicin
– Pengene i Mission Afrikas del går til to projekter: Det ene er at give vores seks missionærer mulighed for at hjælpe mennesker socialt. De hjælper for eksempel ældre og syge med penge til medicin. Med et tilskud fra genbrugsbutikkerne har de nogle midler på missionsstationen at gøre godt med.
Derudover går en del af pengene til de gedeprojekter, som Mission Afrika driver i Mali. Her får omkring 1.000 kvinder et hold geder hver, som giver kid og overskud til børnenes skolepenge.
Læs mere om de 1.000 kvinder i Mali her.
– Projekterne er støttet af Danida, men det er vigtigt at vi også yder et egetbidrag. Desuden har Danida nedjusteret deres pulje. Derfor er vi nødt til at finde eksterne midler for at kunne nå vores mål for projektet de næste tre år, fortæller Thore Eklund.
Pengene giver vores seks missionærer mulighed for at hjælpe ældre og syge med penge til medicin.
Thore Eklund, partnerkoordinator
Folk er blevet fattigere
– Med åbningen af butik nummer to kan vi generere endnu flere midler, som kan skabe udvikling på sigt, pointerer han.
Og udvikling er der brug for. På grund af etniske konflikter i den nordlige del af landet, er Mali havnet i økonomisk stagnation.
– Man mærker meget tydeligt, at folk har færre midler at klare sig for. Men ellers synes jeg, stemningen er god.
Forsigtig forkyndelse
Men forholdet mellem kristne og muslimer er følsomt:
– Kristne kan ikke forkynde så tydeligt som før. Man kan nemt komme i miljøer, som ikke accepterer, at man prædiker evangeliet. Så kristne må tænke og agere på nye måder.
Så kristne må være mere forsigtige?
– Ja, men situationen åbner også for, at der er mange muslimer, som spørger ind til kristendommen. Så det kan åbne for, at man snakker om evangeliet på en anden måde og finder nye måder at være missionærer på.
Støt Projekt 3015: Luthersk Brødremission i Mali nu!
Forrige
- 19. nov. - Endnu en genbrugsbutik åbnet i Mali
- 05. okt. - Kapaci-hva-for-noget?
- 24. sep. - ’Ingen har lov til at være lykkelig alene’
- 01. aug. - ’Som afrikaner kommer jeg hurtigt ind i kulturen’
- 04. jul. - I Mali vil kvinderne fremad
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |