Thore Eklund er netop vendt hjem fra Mali. Her fortæller han, hvad det svære ord ”kapacitetsopbygning” dækker: At træne og styrke de lokale til at videreføre projekterne selv.
Kapaci-hva-for-noget? Det fristes man til at spørge, når et bestemt ord dukker op i udviklingsarbejde. Og det gør det tit. Ordet er ”kapacitetsopbygning” og handler ganske enkelt om at opbygge kapaciteten hos lokale samarbejdspartnere i udviklingslande, så de kan klare sig selv.
Startede på blankt papir
Det er en hovedopgave for Mission Afrikas partnerkoordinator Thore Eklund. Han er netop kommet tilbage fra Mali, hvor han har modtaget rapporter, lyttet til de lokales behov og visioner og fastlagt handleplaner for de næste tre år.
Mission Afrika har et særligt forhold til Mali, fordi missionsorganisationen er medejere af den organisation, som blev startet sammen med Den Lutherske Brødrekirkes i Cameroun. Sammen har de to aktører i løbet af 10 år sendt seks missionærer til Mali.
– Det interessante ved vores historie er, at vi startede på et blankt papir. Vi sendte missionærer til Mali uden nogen struktur, fortæller han.
Brug for ledertræning
Og netop derfor er der brug for det lange ord: kapacitetsopbygning.
– I kirkerne er der et kæmpe behov for ledertræning. De skal styrkes og struktureres, så de får kapacitet til at udvikle sig som selvstændig kirke, fortæller Thore Eklund og tilføjer:
– Vi arbejder også med menighedsplantning og bygning af kirker, og der er vores strategi, at det skal gøres sammen med lokale evangelister og kirker. Dertil kommer vores udviklingsarbejde, og her støtter vi blandt andet et gedeprojekt, som skal hjælpe lokale kvinder til at generere deres egne indtægter.
Geder til 1.000 kvinder
Der er cirka 1.000 kvinder med i projektet nu. Det vil sige 1.000 familier, forklarer Thore Eklund:
– I Mali bor de i storfamilier på cirka 10-15 personer. Så det er pludselig 10-15.000 personer, som får hjælp gennem dette projekt.
Hvad betyder det for missionen, at ånd og hånd følges ad?
– Det giver en helt anden legitimitet til missionsarbejdet. At man ikke bare kommer med ordet, men at man også udlever kærligheden. At man ikke bare snakker om kærlighed, men at man er ude som vidnesbyrd, og at man kerer sig og lever med i de vanskeligheder, som befolkningen har. Det er en måde at gøre evangeliet mere levende på.
Lever fra hånden til munden
Tilbage til kapacitetsopbygning: Er der særligt behov for hjælp til at strukturere tingene i Afrika?
– Ja, det er jo to forskellige kulturer. Jeg tror ikke, at de er så vant til at lave planer og tænke lige så langsigtet, som vi er vant til. De lever jo i en kontekst, hvor man i princippet lever fra hånden til munden.
– Fordi vi herhjemme har dækket vores basale behov, har vi en anden kapacitet til at tænke langsigtet og prøve at planlægge. Det er ikke sikkert, at vores partnere har den samme kapacitet. Men når kirkerne vokser og bliver store, indser de, at de også har brug for at planlægge.
Samarbejder om at møde behovene
Thore Eklund er meget varsom med, at missionen ikke bliver koloniserende. Det er en balancegang:
– Det handler om, at man ser og italesætter et behov, og at man søger efter andre, som har et engagement for at dække det behov. Hvis vores samarbejdspartnere lægger hjerterne i noget og har lyst til at investere i det – så er det dér, vi kan gå ind og gøre noget! Vi kan ikke arbejde med kapacitetsopbygning, hvis der ikke er en lyst til det.
Det er vigtigt, at samarbejdspartnerne kan identificere sig projektet, pointerer Thore Eklund:
– Man nødt til at vente, til de selv ser behovet. Man kan jo ikke bare komme og sige, hvad de skal gøre. De skal selv definere sig frem til, hvad behovet er. Derfor er processerne i organisationsudvikling meget langsommere, end det vi er vant til herhjemme.
Projekterne skal virke på lang sigt
Det kræver megen tålmodighed. Hvor får du inspirationen fra?
– Min tålmodighed må næsten være en gave, smiler Thore Eklund og uddyber:
– Vi taler om mange, mange år, inden vi ser resultater. Vi må jo ikke gå på kompromis, hvis projekterne skal være bæredygtige og virke på lang sigt. Målet er at fortsætte menighedsplantningen og vokse som kirke i Mali. Om 10 år, kan kirkerne i Mali måske klare sig selv, og så kan Mission Afrika gå videre til andre lande med behov.
Forrige
- 24. sep. - ’Ingen har lov til at være lykkelig alene’
- 01. aug. - ’Som afrikaner kommer jeg hurtigt ind i kulturen’
- 04. jul. - I Mali vil kvinderne fremad
- 25. jun. - Mød en missionær fra Afrika til Afrika
- 28. feb. - Velkommen til Mission Afrikas nye partnerkoordinator
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |