Quantcast
Channel: Mission Afrika
Viewing all articles
Browse latest Browse all 812

’Som afrikaner kommer jeg hurtigt ind i kulturen’

$
0
0

Djong Nowa er Mission Afrikas missionær i Mali, udsendt med sin familie af kirken i Cameroun.


LONGREAD: Følg landets skikke og få indflydelse. Så klar er Djong Nowas erfaring med missionsarbejde i det muslimske Mali.

– Det er en stor glæde at tjene Gud i Mali. Men når tingene går mig imod, kan jeg miste modet. Da er det en stor inspiration at vide, at der er nogen bag mig, at der er nogen i Danmark, som tror på mig. Det motiverer mig!

Ordene kommer med eftertryk fra Djong Nowa, der blev udsendt med sin familie af Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun med støtte fra Mission Afrika i 2008. Sammen med fem andre camerounske missionærer bistår han Luthersk Brødremission i Mali og har i dag sammen med kirken i Bamako opbygget et solidt kristent arbejde i det overvejende muslimske land.

Det er en stor inspiration at vide, at der er nogen bag mig, at der er nogen i Danmark, som tror på mig.

Djong Nowa, missionær

Naturligt at tale om Jesus
I et direkte interview på Skype fortæller han om den første svære tid, kulturmødet og den første, han fik mulighed for at lede til Jesus.

– Jeg glemmer aldrig Benjania fra Kasonke -stammen. Han havde rejst en del udenfor Mali og set lidt af verden. Det var måske derfor, han var åben og interesseret i det, jeg havde at fortælle. At han så også kunne fransk lettede naturligvis kommunikationen.

– Vi blev gode venner, og jeg besøgte ham flere gange i hans hjem. Det var meget naturligt at tale om Gud og evangeliet, for han kendte lidt til Jesus i forvejen. Efter en tid besluttede han sig for at følge Jesus, men alle hans venner gik imod hans beslutning. Også hans kone var meget skeptisk, så jeg måtte holde tæt kontakt med ham for at hjælpe ham med at klare presset.

I dag er også hans kone kommet til tro på Jesus, og de deltager nu sammen med alle deres børn i den lokale kirke.

Da han blev kristen, fortsatte han bare med at prædike med Koranen under armen. Men denne gang handlede det om Jesus.

Djong Nowa, missionær

Prædiker med Koranen under armen
Hvor vidste han det om Jesus fra?

– Han havde rejst vidt omkring, til Cameroun, Gabon og Nigeria og mødt kristne, snakket med dem og betragtet deres måde at leve på. Det gav ham lyst til at vide mere. Men han havde også læst om Jesus i Koranen. Han var jo troende muslim og fortalte også om Koranen til andre.

– Da han blev kristen, fortsatte han bare med at prædike med Koranen under armen. Men denne gang handlede det om Jesus. Han fortæller de muslimer, han møder, om, hvordan han selv mødte Jesus. Og derfra uddyber han evangeliet.

Fra bibelskole til nomadefolk
Djong Nowa er i sit es, når han kan fortælle de gode nyheder om Jesus til mennesker, som endnu ikke har hørt eller kun har hørt meget lidt om kristendommen.

Han følte allerede som barn et kald til at tjene Gud. Og i 1996 blev han indskrevet på en bibelskole i Cameroun, som havde til formål at træne evangelister og missionærer.

Efter tre års uddannelse blev han udstationeret i en landsby for at forkynde evangeliet og starte en ny kirke. Derefter blev han overflyttet til et område, hvor han skulle arbejde blandt fulanere, der er nomader.

– Mit kald voksede især i den periode, hvor jeg formidlede evangeliet til fulanerne, husker han.
Men han ville længere ud.

Jeg følte en trang til at nå ud til mennesker, som aldrig før havde hørt om Jesus.

Djong Nowa, missionær

Ud til dem, der ikke har hørt
– Jeg følte en trang til at nå ud til mennesker, som aldrig før havde hørt om Jesus. Så da kirken rekrutterede missionærer til Mali i 2006-2007, talte jeg med min kone om det, og vi følte begge to, at vi skulle rejse. Kort efter indgav jeg min ansøgning og blev heldigvis antaget som missionær i Mali.

Som enhver anden missionær måtte Djong Nowa og hans familie nu forlade alt det, de kendte og holdt af: familie, venner og fællesskabet i kirken. De rejste til ukendt land og skulle lære helt nye mennesker at kende.

– Siden har jeg erfaret, at glæden ved at tjene Gud er til stede overalt. Gud har været med hele vejen, og det er en stor glæde at tjene Ham i Mali, fortæller Djong Nowa.

Gud har været med hele vejen, og det er en stor glæde at tjene Ham i Mali.

Djong Nowa, missionær

Drillet og mobbet som kristen
Hvordan blev du modtaget i Mali?

– Det var svært i starten. Selv om vi alle har samme hudfarve, så er der store forskelle i kulturen. Sproget var især en udfordring. Vi rejste fra Cameroun i den tro, at vi blot kunne kommunikere på fransk. Men det kommer man ikke langt med i Mali. Uden kendskab til lokalsproget bambara, er du virkelig handicappet. Og det gælder, både når du skal handle på markedet, og når du ordner papirer på offentlige kontorer.

Det var også anderledes at være kristen i Mali, end Djong Nowa og hans familie var vant til i Cameroun.

– I Cameroun var det mere legitimt at være kristen, men når man fortæller, at man er kristen i Mali, er man ugleset, bliver drillet, ja halvvejs mobbet, faktisk.

Svært for børnene
Og det var ikke kun svært for Djong Nowa og hans kone. Børnene havde det også svært.

– Det blev ikke bedre af, at der var en stor strejke i skolen det år, vi ankom til Mali. Børnene kunne derfor ikke begynde i skole, fortæller han.

Mission Afrika støtter missionærerne, så de har mulighed for at hyre lærere til at supplere med privatundervisning i hjemmet. På den måde kommer børnene ikke bagud, men kan holde et niveau, så de kan læse videre bagefter.

I dag er tre af Djong Nowas fem børn voksne. To døtre er gift i Cameroun, en datter er ved at tage en uddannelse, mens hun bor hos familien i Cameroun. De to yngste børn er med i Mali.

– De er vant til det maliske system i dag. De er kommet ind i kulturen og har accepteret, at det er her, de skal være. De har maliske venner og føler ikke behov for at rejse tilbage til Cameroun, fortæller Djong Nowa.

Fordi jeg kommer fra Cameroun, kan jeg også hurtigere komme ind i den maliske kultur, forstå hvad der sker og tilpasse mig levevilkårene dér.

Djong Nowa, missionær

Kan leve sig ind i lokalkulturen
Men er det lettere at være camerounsk missionær end hvid missionær i Mali?

– Jeg er vant til at leve i 45 graders varme i Cameroun og kan derfor bedre klare 50 graders varme i Mali, end en dansker ville kunne, fortæller Djong Nowa og tilføjer:

– Fordi jeg kommer fra Cameroun, kan jeg også hurtigere komme ind i den maliske kultur, forstå hvad der sker og tilpasse mig levevilkårene dér. Bryllupper og andre fester foregår på samme måde i begge lande. Og når der for eksempel sker dødsfald i familien, gennemgår vi en lignende sørgeproces.

Men også i den almindelige hverdag har afrikanske missionærer fordele frem for europæiske:

– I Cameroun er jeg vant til at spise fra samme fad som venner og familie, og dér spiser vi hirse, ligesom de gør i Mali. Vi klæder os også på præcis samme måde. I Cameroun kan vi fint drikke vand fra brønde, og i Mali kan vi også bare drikke det vand, vi har lyst til.

Hvide er kristne – og rige
Du blev mobbet i starten, men ville det have været værre for en dansker?

– Jeg ved ikke, om det er en fordel, men når hvide kommer til Mali, tages det som en selvfølge, at de er kristne, mens en farvet person næsten altid bliver taget for at være muslim. Det er nok en større udfordring for en hvid at gå ind i de ceremonier, som foretages i forbindelse med giftermål, dødsfald og lignende. At skulle bo hos en person i flere dage for at tage del i sørgeprocessen efter et dødsfald vil nok være svært for en hvid.

Kulturen har mange lag, og det er vigtigt at kunne sproget og helst også gå klædt som de lokale. Men én ting er svær at komme udenom:

– Når de ser hvide, forbinder de dem ikke bare med kristendommen, men også med penge, fortæller Djong Nowa.

Når de ser hvide, forbinder de dem ikke bare med kristendommen, men også med penge.

Djong Nowa, missionær

Hvide kommer sjældent helt ind i kulturen
Men mange hvide missionærer kommer fint i kontakt med folk, fortæller dem evangeliet og får dem til at tilslutte sig kirken, pointerer han.

Men der er en forskel. Hvide slipper også nemmere forbi mange situationer, fordi de kommer fra en anden del af verden og derfor bliver accepteret som anderledes.

– De, der kommer fra et naboland, har mere behov end hvide for at følge lokale skikke og regler. Hvis jeg ikke gør det, kommer drillerierne. Jeg skal leve efter bogen for at kunne være et godt vidnesbyrd og få indflydelse.

De hvide kan lettere leve i udkanten af kulturen og smage lidt på kulturen uden at involvere sig helt i den, fortæller Djong Nowa. Her er det en fordel at være afrikaner.

– Når man er nødt til at involvere sig i kulturen, opstår ægte relationer, hvor man også får indsigt i dybe hemmeligheder.

Muslimer er mere åbne, end jeg er vant til i Cameroun. I Mali kan jeg åbent og trygt tale om Jesus med muslimer i mindre forsamlinger.

Djong Nowa, missionær

Kan tale åbent om Jesus – med respekt
Mali er et overvejende muslimsk land. Kun 2,4 procent af landets indbyggere er kristne.

Hvordan er mødet med islam i den virkelighed?

– Der er et rimeligt afslappet forhold mellem kristne og muslimer i Mali. Muslimer er mere åbne, end jeg er vant til i Cameroun. I Mali kan jeg åbent og trygt tale om Jesus med muslimer i mindre forsamlinger.

– Vi bruger ikke bare Bibelen, men viser også Jesus-filmen på projektor. Vi kan også sende film fra telefon til telefon gennem Bluetooth. De lokale er ofte udstyret med telefoner, som de kan bruge til at udveksle elektroniske beskeder.

Djong Nowa tilføjer:

– Det er bare vigtigt at optræde på en måde, så man ikke provokerer. Vi skal respektere de valg, de har taget, og den måde, de lever på. Hvis man respekterer de mennesker, man møder, kan man fint tale sammen.

Jeg har brug for, at nogen beder om Guds beskyttelse, for at jeg kan nå ud til nye mennesker med evangeliet.

Djong Nowa, missionær

Har du nyheder med i dag?
Når man banker på hos en familie i Mali, vil de typisk spørge: Hvilken nyhed kommer du med til mig i dag?

– Den mulighed benytter jeg og svarer: Jeg kommer faktisk med en god nyhed til dig i dag! Og så fortæller jeg om Jesus.

Hvad er det ved Jesus, du lægger vægt på, når du sidder hos sådan en familie?

– Jeg fokuserer på, at når du tror på Jesus, så får du evigt liv. Ikke kun en gang i fremtiden, men også her og nu. En anden vigtig pointe er nåden: At det ikke sker gennem vore gerninger, eller fordi vi beder regelmæssigt og giver en masse penge væk. Men at det udelukkende er ved tro på Jesus, vi modtager evigt liv.

Motiveres af at tænke på Mission Afrika
Hvad betyder det for dig, at vi så langt væk i Danmark beder for jer?

– Det er en glæde! Tjenesten er en kamp, hvor jeg også bliver åndeligt udfordret. Jeg har brug for, at nogen beder om Guds beskyttelse, for at jeg kan nå ud til nye mennesker med evangeliet. Den åndelige og økonomiske støtte fra Danmark gør, at jeg kan hvile i opgaven og arbejde effektivt.

– Specielt når jeg er lidt nede, og ting går mig imod, og jeg mister modet, er det en stor inspiration at vide, at der er nogen bag mig, at der er nogen i Danmark, som tror på mig. Dér genfinder jeg motivationen. Derfor vil jeg rette en stor tak til Mission Afrika!


Støt Projekt 3015: Afrikanske missionærer i Mali nu!



Ebola-nyheder fra BBC



Forrige


Følg os

YouTubehttps://www.youtube.com/user/MissionAfrika
Facebookhttp://facebook.com/missionafrika

Viewing all articles
Browse latest Browse all 812