LONGREAD: Sundhedsarbejdere i Cameroun har stor entusiasme. De gør meget med de muligheder, de har. Men de mangler mere viden om sygdomsforebyggelse, konkluderer sygeplejerskerne Marianne Kiilerich og Merete Værge efter et besøg i Cameroun.
Marianne Kiilerich og Merete Værge er begge sygeplejersker og har lige været i Cameroun i to uger for at undersøge sundhedsproblemer i landet, og hvad man kan gøre for at fremme sundhed og forebygge sygdomme. Alt sammen for at kunne give Mission Afrikas sundhedsgruppe anbefalinger til, hvad man fra Danmark kan hjælpe med.
De to sygeplejersker besøgte embedsmænd fra Camerouns sundhedsmyndigheder, repræsentanter fra det helt nordlige Cameroun, et hospital og to sundhedsklinikker ude i landet.
Må arbejde under kummerlige forhold
– Vi mødte mange entusiastiske mennesker, som gerne ville gøre en forskel. De arbejdede bare under kummerlige forhold, fortæller Marianne Kiilerich og uddyber:
– Sundhedsklinikkernes bygninger er meget dårlige; det regner ned gennem taget flere steder, og nogen steder har de ikke en gang tag over hovedet. Nogle senge og fødelejer har ingen madrasser.
– Klinikkerne mangler de mest basale ting, for eksempel medicin, supplerer Merete Værge. – Derfor kommer der ikke mere så mange patienter.
Det er især galt på den ene klinik, forklarer hun:
– Det er blevet så primitivt på klinikken, at det næsten ikke kan betale sig for folk at komme derhen. Men der kommer alligevel fødende kvinder og folk i dybeste nød, men sundhedsmedarbejderne har bare meget svært ved at hjælpe dem.
– De har meget få instrumenter, fortsætter Merete Værge. – Noget så simpelt som et blodtryksapparat mangler de. Det, de har, er gået i stykker. De mangler også vand…
Smitte spredes gennem dårlig hygiejne
Hvad betyder vandmangel for en sundhedsklinik?
– Det har store hygiejnemæssige konsekvenser, forklarer Marianne. – Deres remedier bliver støvede og beskidte, og smitten spredes fra den ene patient til den anden, fordi der ikke er mulighed for at gøre ordentlig rent.
– Bare det at koge instrumenterne er næsten umuligt for dem, for de har meget lidt vand, og de skal gå meget langt i det tørre område for at samle brænde til at koge vandet, fortæller Merete.
– Sundhedsmedarbejderne er provisionslønnede efter hvor mange patienter, de behandler, fortsætter hun. – Der kommer færre og færre patienter, fordi de ansattes muligheder for at hjælpe dem er så begrænsede. Da de er provisionslønnede, påvirker det deres løn, så de får meget lidt i løn. Sygeplejersken, der er ansat på den ene klinik, har ikke fået løn i tre måneder.
– Når der ikke er medicin på klinikken, fristes patienterne til at gå ned i byen og købe uautoriseret medicin. Den slår måske feberen ned, men hjælper ikke på selve sygdommen. Derfor risikerer patienten at dø, forklarer Marianne.
Merete supplerer:
– For at en vaccination skal virke, skal man gennemføre hele vaccinationsprogrammet, det er vigtigt for at vaccinationsprogrammet kan få den fulde effekt. Hvis de får antibiotika, tager nogle patienter kun medicinen til feberen er væk. De tænker måske, at en eller to piller er nok, og så skal de ikke bruge flere penge på det. Sygdommen og bakterierne er ikke slået ned, og sygdommen udvikler sig videre, måske endda med dobbelt styrke. Foruden risikerer patienterne at blive resistente over for behandlingen, når den ikke gennemføres helt.
Viden kan sprede sig som ringe i vandet
Viden er et must, og her ser begge sygeplejersker store muligheder i præsteskolen i Kaele, hvor 93 præster bliver uddannet over tre år. De har deres familie med, som bor rundt om skolen. Ud over teologi bliver præsterne også undervist i sundhed, og det samme gør deres koner.
– Undervisningen kunne optimeres, så præstefamilierne bliver rollemodeller ude i landsbyerne efter endt uddannelse, fortæller Marianne. – Det bliver alligevel til 93 landsbyer, der får hver deres præst og præstekone som rollemodel. Der bliver lyttet til præsten, han er en autoritet, man ser op til, og han er egentlig også en mellemmand mellem myndigheder og befolkning. Den viden, de kommer ud med, vil virkelig kunne fremme sundheden i landsbyen.
Merete og Marianne er dybt imponeret over præsterne og deres koners interesse for sundhedsarbejde. Da de to sygeplejersker efter introduktionen lagde op til gruppearbejde, havde de regnet med, at det højst ville vare et kvarter.
– Men eleverne snakkede i over en time, og de lavede lange lister, hvor de satte ord på deres problemer, og hvad der skal til for at løse dem, fortæller Marianne.
Marianne og Merete har skrevet alle forslagene fra eleverne ned i en rapport til Mission Afrikas sundhedsgruppe.
Akut brug for pumpe til vandboring
Med så mange behov er man nødt til at prioritere…
– Ja, og lige nu har de akut behov for vand ved den ene klinik, vi besøgte. Myndighederne har lavet boringen, men de har ikke installeret en pumpe, fortæller Merete.
– Da landsbyens ældste viste os røret, der stikker op fra boringen, havde han tårer i øjnene. Myndighederne har givet dem boringen, men de har ikke givet dem en pumpe, så de kan få vandet op, supplerer Marianne.
– For 10.000 kroner kan man anskaffe og installere en pumpe, så klinikken kan få rent vand. Det handler om liv og død. Så her kan vi hjælpe her og nu, siger de to sygeplejersker næsten i munden på hinanden.
Men akut hjælp er naturligvis ikke nok. Der skal undervisning til. Oplysning, oplysning, oplysning.
– På sigt vil vi prioritere præsteskolen i Kaele, hvor man godt kunne optimere undervisningen i sundhed. Og eleverne er motiveret. Deres viden vil kunne sprede sig som ringe i vandet.
Det er bedre at forebygge end at helbrede
Og den viden handler først og fremmest om at forebygge sygdomme:
– Vi ser gentagne gange, at befolkningen blot skyller hænderne før hvert måltid, men dette foretages uden brug af sæbe. Deres toiletter er blot et hul i jorden, hvor der ikke er mulighed for håndvask efter toiletbesøg. Derfor opstår smitterisikoen let gennem håndtryk fra den ene til den anden. Hvis de bare lærte noget om almindelig håndhygiejne, ville vi komme langt, fortæller Merete.
– De bruger sæbe, når de vasker tøj, og deres tøj er fint rent, men der skal også sæbe til hænderne. Til tandbørstning bruges ofte grene, men ellers er det tandudtrækning, når de får tandpine. Der er behov for at undervise i mundhygiejne. Specielt i byerne, hvor de spiser mere og mere slik og søde kager, er tandbørstning uhyre vigtig. Men også oplysning om sund ernæring, sund levevis og sundhed generelt er meget vigtigt for at forebygge, at de udvikler livsstilssygdomme, siger hun.
Og malarianet er vigtigt, fortsætter Marianne.
– Mange dør af malaria, selv om de får udleveret gratis myggenet af myndighederne. De bruger dem bare ikke, fordi de synes, de er for tætte at ligge under. Nogle steder bruger de dem til at fiske med! Det er jo vanvittigt, når man tænker på, at myggenettene kan redde liv.
Hvorfor koger de ikke bare vandet?
En ting er viden, en anden ting er praksis. Det er for eksempel en udfordring at koge vandet, inden man drikker det, eller at sterilisere instrumenterne på sundhedsklinikken ved at koge dem.
– Der skal træ til at starte et bål, og det har de ikke bare. Det skal de købe, og mange har ikke råd til dette. Eller de kan måske ikke skaffe træ på grund af tørke, fortæller Merete.
Kvinderne skal efterhånden gå langt for at finde træ:
– Jeg kan godt forstå, at når man har gået en hel dag med sådan en bunke brænde på hovedet, så er det ikke lige at koge vand til håndhygiejne, man vil prioritere at anvende det til, siger Marianne. – Nogle skal vandre op til en time for at hente vand. Derefter skal de måske stå i kø i to timer, før det er deres tur til at få vand fra pumpen, og så skal de vandre yderligere en time, inden de er hjemme igen. I regntiden vælter der pludselig vand ned fra himlen, hvilket hurtigt forårsager oversvømmelser, fordi jorden ikke suger nok. Så har de tilstrækkeligt med vand i floder og på marker. Det skal bare renses.
– Flere steder er man i gang med at lave vandfiltre, hvor vandet renses ved at løbe igennem lerpotter med grus, sand og aske, fortæller Merete.
Der er tydeligt en kløft mellem det, vi er vant til i Danmark, og behovet derude? Hvad tænker en sygeplejerske så?
– På den ene side fristes man til at tænke: Det er næsten håbløst! På den anden side har vi stor beundring for de, der gør noget ved det, siger Marianne, og Merete supplerer:
– Det er som en dråbe i havet, men en enkelt dråbe er bedre end ingen dråbe. At man kan gøre en lille forskel, er bedre end ikke at gøre noget som helst. Vi kan skaffe dem en vandpumpe nu og her. Men på den lange bane skal vi give dem flere kompetencer.
Hjerteskærende at opleve gadebørnene
Marianne og Merete besøgte også gadebørnsprojektet Pearls of the Street, hvor 24 tidligere gadedrenge bor på et børnehjem, som Mission Afrika byggede for år tilbage.
– Det var hjerteskærende! Hvis pengene slår til, får børnene mad hver dag, men det er ikke altid, der er nok til, at de kan spise sig mætte. Og de har ingen senge. Der er ingen skabe, ingen borde, ingen stole. De små drenge må sove på tynde, usle skumgummimadrasser på gulvet. Og så har de en lille rygsæk hver. Det er, hvad de ejer, fortæller Marianne.
Mange af drengene har hjemme fået at vide, at de er ”bad boys”. Moren er måske død og faren blevet gift med en anden og rejst væk for aldrig at komme tilbage igen og drengen efterladt til at bo på gaden.
– Inden drengene kommer på hjemmet, har de fået tudet ørerne fulde: Du er en ”bad boy”, og du må selv ud og klare dig. Og så tror børnene virkelig, at de er nogle slemme drenge. Projektleder Elia opsøger drengene på gaden og inviterer nogle af ind på børnehjemmet.
– I begyndelsen slås drengene meget med hinanden. Det er de jo vant til for at kunne klare sig på gaden. Men på hjemmet får de at vide: Du er god nok som du er. Du behøver ikke at slås. Vi kan være venner og hjælpe hinanden, fortæller Merete.
De er glade for at bo på hjemmet, komme i skole og i kirke, men det er et problem, at de ikke får mad nok til at blive mætte hver dag. Og hjemmet har ikke råd til at betale for lægeundersøgelse og medicin, når børnene bliver syge.
Hvad sker der, når de bliver ældre og derfor udsluses på et tidspunkt?
– Vi mødte i kirken nogle af drengene, der nu var blevet til flotte unge mænd i det stiveste puds. De har afsluttet skolen og er kommet videre med en uddannelse. En vil være præst, en vil være ingeniør, en vil være professionel fodboldspiller. De har fået drømmene tilbage, så de skal nok blive til noget! fortæller Marianne.
Send flere penge…
Hvad vil I gøre ved jeres viden nu? Hvad kan sundhedsgruppen gøre?
– De kan være med til at udskille og prioritere, hvad Mission Afrika kan gribe fat i. Næste step er at tilbyde at supplere sundhedsundervisningen i præsteskolen, siger Marianne.
– Man kunne allerede indenfor børnehaverne gøre en stor forskel, forsætter Merete. – Det første, børnene får udleveret, når de begynder i byens børnehave, er en slikkepind.
Man kunne styrke undervisningen ud fra sundhedsklinikkerne, fortsætter Merete:
– De tager faktisk ud i landsbyerne med megafoner for at informere befolkningen, og det samme gør præsterne efter gudstjenesten.
De lokale gør allerede noget, og det kan Mission Afrika gå ind og støtte, mener de to sygeplejersker:
– Det lyder måske lidt plat, men penge kan faktisk gøre en meget stor forskel dernede. Og vi kan sende nogen ud og undervise, så de selv kan klare sig. Og selvfølgelig hjælpe med den pumpe, så de kan få vand op af boringen ved den ene sundhedsklinik, siger Merete.
Der er en infrastruktur og folk, der kan oplyse. Hvad mangler de så?
– De mangler materialer, instrumenter, udstyr osv. De ved mange ting. De skyller hænderne. Det er ikke nok, men det er dog et skridt på vejen. Men der er lang vej endnu, siger Marianne.
Stor respekt for det lokale arbejde
Begge sygeplejersker er dog imponeret over, hvor meget de lokale kan gøre med få midler.
– Vi føler så stor respekt for dem. De står jo uden nogen ting og arbejder døgnet rundt for hjælpe mennesker i nød, så godt de kan. Endda uden at få noget for det. Det kan kun give respekt, siger Marianne.
– Man bliver virkelig ramt i hjertet. Hold da op, sikke vilkår de arbejder under, og hvilke problemer de står midt i. Vi værdsætter virkelig det, de allerede gør.
Merete og Marianne lærte meget af turen:
– Vi opdagede, at de også kan lære os noget. Bare deres hjertelighed og deres taknemmelighed for, at vi kommer og besøger dem, er der og lytter til dem. Da vi ankom til et sundhedscenter, sagde en af de ældre: Kom og sær jer ned og hvil jer lidt. Sikke en omsorg!
Merete Værge og Marianne Kiilerich tager gerne ud i foreninger, kredse og kirker for at fortælle om besøget i Cameroun, og om hvordan vi i Danmark kan stå sammen med de lokale ildsjæle og gøre deres indsats endnu mere effektiv.
Støt Projekt 77075: Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun nu!
Forrige
- 26. jun. - Behov i Cameroun: Oplysning, oplysning, oplysning
- 25. jun. - Mød en missionær fra Afrika til Afrika
- 25. jun. - Dansk ægtepar bringer håb og tro til Mellemøsten
- 22. jun. - Ny ung frivillig vil engagere unge i Mission Afrika
- 20. jun. - Hanna Meilandt: ’Jeg kan mærke Afrikagløden igen’
Følg os
| YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
| http://facebook.com/missionafrika |