LONGREAD: Medarbejdere bliver venner for livet. Overskuddet går til Afrikas fattige. Vi beskytter miljøet, lød det på forårets fem genbrugsstævner.
Duften af kaffe og hjemmebagte boller byder indenfor. En farvestrålende udstilling af smykker, kunsthåndværk og tekstiler trækker i Dankortet. Hygge og livlig snak hen over bordene fortæller historien: Her er masser af glade og engagerede mennesker.
Vi er til et af Mission Afrikas fem genbrugsstævner hen over foråret. Men vi kunne lige så godt have besøgt en af Mission Afrikas 72 genbrugsbutikker. For også dér skal behagelige dufte, overskuelig indretning og glade kommentarer byde velkommen.
Gud er chef i genbrugsbutikkerne
Nu er vi i Houlkær kirke lidt udenfor Viborg, hvor orgeltoner indbyder 111 deltagere til at starte genbrugsstævnet med en andagt.
– I Bibelen er kaldet klart og besvares med et ”Her er jeg!” Hvordan er det for frivillige i Mission Afrikas genbrugsbutikker? Én ting er sikkert: Gud er vores chef i genbrugsarbejdet til gavn for Afrikas fattige, siger kirkens præst, Lotte Martin Jensen.
Genbrug er sjovt, glædeligt og nyttigt, både herhjemme og i Afrika, fortsætter leder af Mission Afrika Genbrug, Bente Mikkelsen Pahus.
– Det er en fantastisk cirkel: Vi støtter nogle af verdens fattigste, vi beskytter vores planet, og vi engagerer frivillige, som bliver venner for livet. Og så handler vi en masse spændende varer til glæde og gavn i danske hjem.
En let og humoristisk stemning
Et ord går igen hele dagen: is-asietter!
– Vi har tusindvis af is-asietter i genbrugsbutikkerne. Jeg vil opfordre til, at hver husstand har mindst 20 af de smukke tallerkener, som skinner i solen. De fleste husker, at de sad hos deres bedsteforældre og spiste is af asietter. Så i stedet for at lave smoothie i et glas om morgenen, så skær da noget frugt og læg det på en is-asiet. Det smager forrygende!
Man er sammen på en anden måde, når man får et rundstykke og en kop kaffe. Når noget dufter godt, får vi det også godt.
Bente Mikkelsen Pahus
Der breder sig smil og latter gennem forsamlingen.
Og det er den stemning, Bente Mikkelsen Pahus ønsker skal præge genbrugsbutikkerne.
– Det betyder noget, at der er en let stemning. Der skal være humor. Man er sammen på en anden måde, når man får et rundstykke og en kop kaffe. Når noget dufter godt, får vi det også godt.
Overskud på 7 millioner i 2017
Og velværet øges, når man ved, at overskuddet går til noget godt. Genbrugsbutikkerne omsatte tilsammen for 25 millioner kroner og gav et overskud på 7 millioner til Mission Afrika i 2017.
– I Centralafrika støtter vi en klinik og mobile apoteker, mens vi opretter flere og flere sundhedsposter. I Mali får kvinder adgang til uddannelse og arbejde. Både kristne og muslimer lærer landbrug, hønsehold, gedeavl og at læse, skrive og regne. I Nigeria og Cameroun får gadebørn mad, tøj, omsorg, skolegang og et sted at sove. Og sådan kunne vi blive ved!
Der kommer perspektiv på genbrugsarbejdet. Og derfor er det ekstra glædeligt, når der er åbnet en ny butik i Herning, og en ældre butik i Aarhus er forvandlet til ”Børnedrømme”, en specialbutik med brugt børnetøj.
– Der er masser af ting at sælge, siger Bente Mikkelsen Pahus.
– Ja, byt lidt rundt på det en gang imellem, lyder det fra salen.
– Lav et helt vindue med nye og spændende ting. Hvorfor købe nye lysestager, når der er tusindvis i Mission Afrikas Genbrugsbutikker!
Kreativiteten blomstrer
Og kreativiteten blomstrer i genbrugsbutikkerne. Udviklingskonsulent Line Hove Baun interviewede to ildsjæle. En af dem er Herdis Jørgensen (billedet) fra Struer, der fortæller, hvordan hun tidoblede en investering:
Jeg lavede en kurv og fyldte den med ting for 160 kroner. Den blev udloddet og gav i alt 1.800 kroner.
Herdis Jørgensen, Struer
– Jeg lavede en kurv og fyldte den med ting for 160 kroner. Den blev udloddet og gav i alt 1.800 kroner, fortæller hun og tilføjer:
– Vi har et godt kammeratskab og mange hyggelige under. Der er altid nogen i butikken. Nogle kommer hver dag for at se, om vi har fået noget nyt. Så jeg sidder ikke bare bagved og drikker kaffe!
Jens Thorsen fortæller fra Durup nord for Skive og kun 12 kilometer fra Limfjorden. Her er er det friheden, der fremmer kreativiteten:
– Det er vigtigt at værdsætte medarbejderne og lade dem mærke, at de har indflydelse. Medarbejderne bestemmer stor set alt, hvad der skal ske den dag, de er på. Derfor føler de stort ejerskab.
Og der er nok at lave:
Medarbejderne bestemmer stor set alt, hvad der skal ske den dag, de er på. Derfor føler de stort ejerskab.
Jens Thorsen, Durup
– Det vælter ind med ting og sager. Men heldigvis har vi overtaget byens tømmerhandel. Så nu har vi plads nok. Byens 660 husstande bakker fint op om butikken. Sidste gang vi markerede butikkens fødselsdag, blev der spist 15 lagkager!
Åbenhed, trivsel og Facebook!
Den glade stemning præger også eftermiddagens tre workshops.
– Det binder folk sammen, at man er engageret i butikken – også selv om helbredet skranter. Alle skal kunne være med, og man skal være, som man er. Åbenhed og trivsel hænger sammen. Pas på hinanden. Det er vigtigere end bundlinjen! pointerede Bente Mikkelsen Pahus i en workshop om trivsel.
– Facebook er en unik mulighed for at fremvise jeres varer. Vis nærbilleder eller udstillinger, så folk tænker: Hold da op! De har også børnetøj! Iøjefaldende billeder får folk til at stoppe op, siger Line Hove Baun.
Ja, selv på kasserermødet fik de tørre tal liv med bogholder Pia Kruses kvikke bemærkninger.
Og der er noget at glæde sig over. Sidste år blev der indsamlet omkring 40.000 kroner i et særligt indsamlingsprojekt til SAT-7. Dette års indsamlingsprojekt lyder: ”Send mig i skole!” og går blandt andet til Centralafrika, hvor hvert tredje barn ikke har adgang til skolegang. Når kunder giver 30 kroner, får de tre postkort med H.C. Andersen-citater som gave.
Stemmer fra stævnerne:
Ingrid Malmgren, Viborg:
Det frivillige arbejde giver mig overskud
Arbejdet i genbrugsbutikken giver mig overskud. Derfor opfordrer jeg også andre ældre: Kom ud og vær med i stedet for at sidde hjemme og have ondt af jer selv!
I Mission Afrikas genbrugsbutik fortæller jeg kunderne, at overskuddet går til det hospital, vi har dernede, og om hjælpen til gadebørnene, vandprojekter og de andre projekter.
Arne Kirkegaard og Harry Jensen, Silkeborg:
Kirken rækker ud til hele mennesket
Arne: Jeg har været udsendt til Nigeria for Mission Afrika i fem år. Jeg kender arbejdet fra første hånd, og nu vil jeg gerne give lidt tilbage. Det er evangeliet, der ligger mig særligt på hjerte, men det indebærer jo også uddannelse, sundhed og hjælp til hele mennesket.
Harry: Da min kone og jeg blev opfordret til at engagere os i butikken i Silkeborg, sagde vi ja med det samme, fordi vi godt kunne tænke os at støtte de formål, pengene går til nede i Afrika. Her er jeg især optaget af uddannelse og det kirkelige arbejde.
Sonja Gøttrup, Thisted:
Pengene lander de rigtige steder
Man får nogle rigtig gode venskaber, og det er for livstid! Jeg føler, at vi sammen gør en god indsats. Og der er god mening med det, fordi vi ved, at pengene kommer de rigtige steder hen. Det er betryggende.
Det giver mening at sende pengene ud til de fattige. For vi har det jo godt herhjemme. Det er ikke en selvfølge. Jeg siger til mine børnebørn: I skal være glade for, at I kan lukke op for vandhanen og drikke rent og frisk vand! Der er mange, der ikke kan få det.
Lise Friis, Kolind:
Hjælpen sikrer, at også piger kommer i skole
Overskuddet går til Afrika, og det er det, det handler om. Jeg brænder især for skoler og piger.
Ude i verden, hvor de ikke har det nær så godt, som vi har det, er det ikke særlig sjovt at være pige. De får ikke de samme muligheder som drenge, og mange har slet ingen muligheder over hovedet. Det synes jeg er noget skrammel! Skoler skal være for alle, uanset om man er mand eller kvinde!
Margit Nielsen, Kolind:
Prisen får en ekstra tand til gavn for Afrika
Det er så dejligt, at man kan hjælpe. Folk er glade for at handle og er selv klar over, at det går til noget godt. Jeg brænder for sundhed, og det trænger de jo til mange steder i Afrika. Og alle projekter med landbrug, synes jeg, er meget fine.
Jeg prøver at give priserne en ekstra tand, især når jeg pynter vinduer, for at det ikke skal forsvinde lige med det samme. Men det hjælper ingenting. Det forsvinder alligevel!
Pia Simonsen, Viborg:
Jeg er ‘fit for fight’ trods dårlig ryg
Jeg fik en rygskade og blev førtidspensionist. Jeg har altid været en aktiv pige og har svært ved at acceptere, at helbredet sætter begrænsninger. Men når man går i gang, får man også flere kræfter.
Man kan ikke bare sidde hjemme og have ondt af sig selv. Man skal ud i livet igen. Med de begrænsninger, der nu er med min ryg, er jeg ‘fit for fight’.
Forrige
- 18. apr. - Genbrugs-entusiaster mødtes i Viborg
- 06. apr. - Kom med på årets genbrugsstævner 2018
- 26. maj. - Mission Afrika Genbrug: Vi gør en enorm forskel for mange mennesker
- 02. maj. - Genbrugsstævner 2017
- 04. mar. - Program for årets genbrugsstævner 2016
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |