Humøret var højt, da flere hundrede frivillige fra Mission Afrikas genbrugsbutikker mødtes til stævne i Viborg.
Houlkær Kirke ved Viborg summede af liv, da over hundrede genbrugsentusiaster indtog den smukke kirke den 18. april 2018. Det blev et genbrugsstævne, hvor det gik over stok og sten med orientering, inspiration, workshops og hyggelige samtaler hen over kaffebordene.
Og deltagerne er virkelig entusiaster alle sammen. Ellers ville de ikke engagere sig frivilligt i en af Mission Afrikas 72 genbrugsbutikker.
Tre gode grunde til genbrug
En rundspørge blandt de frivillige afslører tre gode grunde til at engagere sig i genbrug:
1. Overskuddet går til fattige i Afrika, der blandt andet får bedre sundhed og skolegang for pengene.
2. Der er et godt kammeratskab blandt de frivillige i butikken; det er meget bedre at engagere sig, end at sidde og have ondt af sig selv derhjemme.
3. Og det er sjovt, når butikken har gode varer, der er nemme at sælge. Det giver overskud, ja, men det giver også mening, fordi genbrug er godt for miljøet.
7 millioner til sundhed, skolegang, kvinder og gadebørn
Bente Mikkelsen Pahus indledte dagen med at fortælle, hvad overskuddet på omkring 7 millioner kroner i 2017 går til: Sundhedscenter, klinikker og mobile apoteker i Centralafrika, uddannelse og arbejde til kvinder i Mali, hjælp til gadebørn i Cameroun og meget mere.
Som leder af Mission Afrika Genbrug kunne hun også give deltagerne sidste nyt fra genbrugsfronten. Der er startet en ny butik i Herning, og i Århus har butikken Børnedrømme specialiseret sig i børnetøj.
Overalt optimerer man butikkerne ved både at presse udlejerne til at sætte huslejen ned og indrette lokalerne på måder som inspirerer kunderne til at købe.
Isasietter, lysekroner og kaffekopper
Et ord gik igennem dagen: isasietter!
– Der er tusindvis af isasietter rundt omkring i butikkerne. Hver husstand bør have mindst 20 af dem. De står og lyser i stuen, og frugt smager meget bedre på en isasiet, siger Bente Mikkelsen Pahus og får alle til at le.
– Vi har masser af kaffekopper, for de er blevet for små! Vi er gået over til et krusunivers i Danmark, fortsætter hun, og en deltager bryder ind: Det har en af vores frivillige løst ved at lave et hyggeligt kaffebord. Nu er alle kopperne solgt!
Ideerne føg gennem luften:
– Det hjælper verden at genbruge. Hvorfor gå i Inspiration efter lysestager, når man der er tusindvis i Mission Afrikas genbrugsbutikker!
Facebook, trivsel og økonomi
Men der var også helt lavpraktiske emner på dagsordenen. Hvordan håndtere genbrugsbutikkens facebook-side? Udviklingskonsulent Line Hove Baun instruerede i korte tekster, gode billeder og opfordring til at deltage i begivenheder.
Hvordan sikre trivsel i butikken? Bente Mikkelsen Pahus fortalte, hvordan man kan bidrage til en god atmosfære, både fysisk og mentalt. Humor og duften af bagværk er ikke at forklejne!
Og hvordan styre regnskabet så det stemmer på øre? Pia Kruse gennemgik alle procedurer med kassererne.
Sådan blev de mange genbrugs-entusiaster fra den nordlige del af Danmark inspireret til at tage endnu en tørn i Mission Afrikas genbrugsbutikker. De næste genbrugsstævner finder sted i:
24/4 Aalborg – Folkekirkens Hus, Gammeltorv 4, 9000 Aalborg
Program for Genbrugsstævnerne i Nord
Syd
1/5 Esbjerg – Treenighedskirken, Grådybet 23, 6700 Esbjerg
3/5 Børkop – Missionshuset Arken, Peder Breths Vej 3, 70
Program for Genbrugsstævnerne i Syd
Øst
24/5 Haslev – Haslev Kirke, Kirkepladsen 8A, 4690 Haslev
Program for Genbrugsstævnet i Øst
Forrige
- 04. nov. - Lotterigevinster ved Ydre Missions Bazar i Esbjerg
- 29. aug. - Rettelser til årsskrift 2016
- 10. maj. - Vi er på jagt efter en ny sekretær – er det dig?
- 01. mar. - Vi søger en knalddygtig kommunikationsansvarlig
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |