Arbejdet føres videre gennem et nyt børne- og ungdomsnetværk i Mission Afrika.
På grund af et svigtende tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) må børne- og ungdomsorganisationen Afrika InTouch desværre dreje nøglen om ved udgangen af marts.
Heldigvis får engagementet fra Afrika InTouch mulighed for at fortsætte i et nyt børne- og ungdomsnetværk i Mission Afrika. I de seneste måneder er Afrika InTouch og Mission Afrika i fællesskab kommet frem til en model, som begge parter synes, ser rigtig spændende ud.
Fakta: Afrika InTouch
Afrika InTouch blev i 1994 stiftet som en selvstændig børne- og ungdomsorganisation. Indtil da var Afrika InTouch et børne- og ungdomsnetværk under Mission Afrika. Gennem alle årene har Afrika InTouch arbejdet passioneret med visionen, at alle børn og unge bliver sat i bevægelse af Afrika og rørt af Gud. Blandt andet har Afrika InTouch sendt rigtig mange volontører afsted til kirker i Afrika. Disse ophold har ofte haft en afgørende betydning for volontørerne og skabt et varigt engagement hos dem.
Vi har aftalt, at der skal dannes et børne- og ungdomsudvalg, der skal varetage de unges interesser i Mission Afrika. Vi arbejder også på at kunne ansætte en børne- og ungdomsmedarbejder i løbet af foråret. Endelig er det ønsket, at vi på den ene eller anden måde kan videreføre de aktive internationale partnerskaber, som Afrika InTouch allerede har, og som betyder meget for de frivillige.Samtidig ser vi mange spændende muligheder i forhold til internationale projekter, tværkulturelt arbejde i Danmark og genbrugsaktiviteter.
Mission Afrika ser rigtig meget frem til at byde velkommen til en masse børn og unge, der kan bringe ny energi og kreativitet ind i organisationen. Og i Afrika InTouch glæder man sig over muligheden for nu at kunne fokusere hundrede procent på netværket og frivilligheden i stedet for at skulle bruge mange kræfter på drift og administration.
Men skal det lykkes at føre engagementet fra Afrika InTouch videre og komme i mål med planerne, er det helt afgørende, at der er mange, som i den kommende tid aktivt viser deres opbakning. Vi vil gerne se, at både unge og ældre vil bakke op om et børne- og ungdomsnetværk i Mission Afrika. Helt konkret har vi lige nu brug for:
- At alle medlemmer i Afrika InTouch tegner et medlemskab af Mission Afrika
Det kan let og enkelt gøres via denne formular. Når Afrika InTouch lukker, kan medlemsdatabasen ikke overdrages til Mission Afrika. Det er derfor vigtigt, at alle selv får meldt sig ind i Mission Afrika. Et ungdomsmedlemskab for medlemmer på 25 år og derunder koster 75 kr. om året – svarende til det nuværende Afrika InTouch-kontingent. Et almindeligt medlemskab af Mission Afrika koster 150 kr. - At rigtig mange giver en gave til børne- og ungdomsarbejdet i Mission Afrika
Skal vi kunne lønne en børne- og ungdomsmedarbejder og fortsat sikre en god kontakt til de frivillige, har vi brug for god økonomisk støtte i de kommende uger og måneder. På denne side kan du give en enkeltstående gave eller endnu bedre tegne en fast aftale om støtte til arbejdet. Husk i rullemenuen at vælge projektet ”Mission Afrikas børne- og ungdomsarbejde – projektnummer 50.”
Du kan også indbetale en gave til børne- og ungdomsarbejdet her:
Støt Mission Afrikas børne- og ungdomsarbejde (projektnr. 50) nu!
Endelig kan du også støtte via Mobilepay: 2488 1340. Mærk betalingen: Projekt 50.
I både Afrika InTouch og Mission Afrika er vi taknemmelige for alt det, som er sket i de år, hvor Afrika InTouch har været en selvstændig organisation. Vi vil gerne rette en stor tak til alle de mennesker, både frivillige og medarbejdere, der har været med til at bære arbejdet gennem årene. Vi håber, at rigtig mange vil blive ved med at løfte arbejdet nu, hvor engagementet fra Afrika InTouch skal finde nye former.
På forhånd tusind tak!
KOM OG MØD MISSION AFRIKA!
Vi vil gerne invitere alle nuværende Afrika InTouch-medlemmer og andre interesserede børn og unge til Aahus den 21. april kl. 15-20. Her vil I få et møde med Mission Afrika, og vi vil sammen dele drømme for fremtiden. Der kommer mere information ud på Facebook, men man kan allerede nu tilmelde sig på ma@missionafrika.dk. Arrangementet finder sted på Lyseng Alle 15D, 8270 Højbjerg.
Relateret
- 28. feb. 2018 - Velkommen til Mission Afrikas nye partnerkoordinator
- 01. feb. 2018 - Mission Afrika sender 24-årige Joel til SAT-7
- 15. jan. 2018 - Barselsvikariat: Vi søger en skarp kommunikationsansvarlig
- 22. dec. 2017 - Rekordindsamling i Mission Afrika Genbrug
- 15. dec. 2017 - Julehilsen fra Mission Afrika
Følg os
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |