Centralafrikas børn skal tilbage på skolebænken

Mission Afrika i gang med at bygge fem nye skoler i den krigshærgede Centralafrikanske Republik, hvor hvert tredje barn ikke har adgang til en skole.

70-årige Jean Paul Doumba frygter for fremtiden. Han er leder af landsbyen Keladuka, der ligger i Bouar-Bokaranga Korridoren i den sydlige del af Den Centralafrikanske Republik – et land, der efter mange års borgerkrig oplever forarmelse af en anden verden, og hvor fremtiden ser dyster ud.

”Det er en skam. En stor skam for os,” siger han.

”At i dag er intet barn i vores landsby i stand til at læse eller skrive. Snart skal vi gamle dø, og så vil vores børn dø en intellektuel død. Tiderne har forandret sig. Vi bliver nødt til at gøre noget. Selvom krigen har efterladt os fattige, kan vi ikke lade vores børn være analfabeter.”

Jean Paul Doumba frygter for børnenes fremtid.

Borgerkrigen har haft heftige konsekvenser for mange mennesker i Centralafrika, men kigger man på uddannelsessektoren ser det særligt slemt ud.

FN vurderer, at op mod 400.000 er internt fordrevne, og at cirka en tredjedel af Centralafrikas børn i dag ikke har adgang til en skole og undervisning. Det mærker man konsekvensen af her i Keladuka, hvor de gamle taler om en forestående intellektuel død.

Nu skal der igen bygges skoler

Mission Afrika har sat sig for at hjælpe til med at genopbygge noget af Centralafrikas skolevæsen, selvom det er svært at komme til i det usikre land. Hjælpen går gennem EELRCA – Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika – som er den eneste lutherske kirke i hele landet.

I samarbejde med kirken skal der i løbet af 2017 bygges fem skoler i området omkring Bohong, hvor Mission Afrika i forvejen har en sundhedsklinik.

Sammenlignet med danske forhold ser det ikke ud af meget, men skolen har, hvad der er brug for. En tavle, bænke, kridt og børn,der har lyst til at lære. Nu mangler der bare en underviser.  

En af dem, der kommer til at få gavn af skolebyggeriet er ni-årige Ester Agari. Hun er forældreløs. Hendes forældre døde under uroligheder i landsbyen Bohong. Til Mission Afrikas udsendte medarbejder forklarer hun på sproget sango, at hun gerne vil gå i skole, så hun kan lære at bruge en mobiltelefon.

”Da vi flygtede fra krigen og søgte tilflugt i Bouar hos min tante, så jeg hende en gang imellem med en lille dims, som hun tog op til øret. Nogle gange grinede hun, andre gange så hun sur ud eller råbte i den. Jeg undrede mig over, hvordan hun kunne tale med nogen, som ikke var lige foran hende. Nogen, som hun ikke kunne se. Jeg vil gerne gå i skole, så jeg kan forstå, hvordan man kan tale med nogen, der ikke er der. Og når jeg går ud af skolen engang, vil jeg gerne have min egen dims, så jeg kan tale med mennesker, som ikke står lige ved siden af mig,” siger hun begejstret, før hun afslutter:

”Men problemet er, at min far er blevet slået ihjel. Så der er ingen til at hjælpe mig i skole.”

Forbedret sikkerhed

Landsbyerne, der kommer til at modtage hjælp hedder Keladuku, Ndakaya, Bohong, Kolokobo og Pont Ouham. Her vurderes det, at sikkerheden er så god, at det kan betale sig at begynde at bygge noget op, som ikke bliver ødelagt og plyndret igen med det samme.  Skolebyggeriet er så småt i gang, og der skal nu findes lærere, som har lyst til at rejse til landsbyerne og undervise.

Men situationen i Centralafrika er skrøbelig og uforudsigelig.

Sidste år interviewede Mission Afrika klinikassistenten André Service fra landsbyen Forte, der netop havde fået genopbygget et sundhedscenter takket være hjælp fra Mission Afrika. Han fortalte, at man i byen var glade for centeret, og at man havde svært ved at kunne klare sig uden. Men hans største bekymring var dog oprørerne:

”Vi bygger op, og de kommer og river ned. Vi bygger op, og de ødelægger det igen. Hvor længe vil det fortsætte?” sagde lægen.

Det er svært at svare på.

Hvis der skal bygges en fremtid for Centralafrikas børn og unge, skal det gøres velvidende, at situationen i landet er usikker. Selvom det ser håbløst ud, oplever Mission Afrika en enorm velvilje fra forældrene i lokalbefolkningen, der meget gerne ser, at deres børn kan komme i skole.

10 årige Marie Vantou, fortæller, at hun gerne vil gå i skole, for at hun en dag kan blive sygeplejerske:

”Når min krop er varm, tager min mor mig hen til et hus, der er hvidt. Hvor der er mammaer, der går rundt i hvidt tøj. Mammaerne tager mig i deres arme og holder om mig. De siger, at jeg nok skal blive rask. Og efter nogle dage så bliver jeg rask,” fortæller hun.

”Jeg vil gerne være ligesom dem, når jeg bliver stor. Og få børn ligesom mig selv til at få det bedre, når de er syge.”

Hjælp os med at få Centralafrikas børn tilbage på skolebænken. Støt Mission Afrikas skoleprojekt her:

Støt Projekt 3013: Skoler i Centralafrika nu!

Ebola-nyheder fra BBC

Forrige

• 02. jan. - ”Kirken har et budskab, der sætter mennesker fri”
• 21. okt. - ”Det her center betyder alt for os”
• 06. okt. - Sundhedsrevolutionen i Kolokobo, Central Afrika.
• 17. jun. - Hjælp børn i skole i Centralafrika
• 15. jan. - Cathrine: Projektet har reduceret antallet af malariadødsfald

Find flere