Luthersk Brødremission i Mali skal sælge dansk børnetøj, som på grund af småfejl ikke kan sælges i Danmark. Projektet er startskuddet for et unikt samarbejde mellem Mission Afrika og tøjproducenten HRT TEXTILES fra Ikast.
Mission Afrika har aldrig været bange for at tænke ud af boksen og indtræde i nye, interessante partnerskaber. Især når det betyder, at vi kan hjælpe nogle af verdens allerfattigste mennesker.
Derfor kaster vi os nu ud i noget, vi ikke har prøvet før, når vi i løbet af foråret åbner en børnetøjsbutik i Malis hovedstad Bamako sammen med den danske tøjproducent HRT TEXTILES fra Ikast og vores samarbejdspartner MFLM. Her vil man kunne købe dansk designet børnetøj af højeste kvalitet, og overskuddet skal gå til at hjælpe Malis børn med at komme i skole og til at hjælpe nogle af de mange familier, der lever i Bamakos slumområder.
Tøjet, der skal sælges, kommer fra Danmark og er produceret af HRT TEXTILES, der leverer tøj til en række danske mærker. Nogle gange sker der små fejl i forbindelse med deres produktion, og det gør, at noget af tøjet ikke består kvalitetskontrollen herhjemme.
Det betyder dog ikke, at der er noget i vejen med tøjet. Det har måske bare en ujævn syning, en stoffejl eller en anden næsten usynlige defekter, der gør at tøjet af konkurrencehensyn ikke kan sælges i Europa. Men det kan det godt i Mali.
Et samarbejde, der kommer alle til gode
Så i stedet for at skille sig af med tøjet vil HRT TEXTILES donere det til Mission Afrika og vores søsterorganisation Dooni-dooni, som ligesom os har projekter og samarbejdspartnere i Mali. Så kan det flotte tøj sprede glæde i Afrika, kirken i Mali får en indtægtsgenererende aktivitet, og produktionsspildet hos HRT Textiles kan blive minimeret til glæde for miljøet. Samtidig er de fattigste i Bamako, hvor mere end halvdelen af befolkningen lever i slumområder, der høster overskuddet.
Kort sagt: Alle vinder.
Claus Mikkelsen, medejer og salgsdirektør i HRT TEXTILES, glæder sig over at samarbejde med Mission Afrika og Dooni-dooni, som har god erfaring med shipping og kommer til at stå for at sende containerne med tøjet til Mali.
”Vi støtter mange gode formål, men har en forkærlighed for projekter der skaber udvikling og vækst. Vi synes, at dette projekt har en anderledes tilgang til udviklingshjælp, og vi har derfor valgt at involvere os,” siger han.
”Vi har hos HRT altid haft fokus på at producere så bæredygtigt og miljøbevidst som muligt. Ved at sørge for at tøj med minimale defekter stadig bliver anvendt, sikrer vi, at der er endnu mindre spild i vores produktion.”
Åbningsfest til maj
Hvis alt går som planlagt, åbner butikken til maj 2017, og lige nu er de i MFLM i gang med alle forberedelserne. Butikken skal drives af folk fra Mission Afrikas samarbejdspartner MFLM. Pierre Moulna, der er leder af missionærerne fra Cameroun, som Mission Afrika støtter, er tovholder for projektet dernede. Han glæder sig til at se butikken åben, og lige nu er man i fuld gang med at idéudvilke et navn til projektet.
”Det bliver spændende at se, hvordan tøjet fra Danmark kan blive til velsignelse hernede. Vi er mange, der glæder os til at komme i gang, og vi er sikre på, at det nok skal blive en succes,” siger Pierre Moulna, der ses til venstre på billedet herunder. De første kuffertfulde tøj landede Mali i sidste uge.

Tre spørgsmål til Maria Haahr, partnerkoordinator og tovholder på projektet for Mission Afrika:
Hvem skal købe tøjet?
Der bor cirka to millioner mennesker i hovedstaden Bamako i Mali. Meget af det tøj, man kan købe i byen er billigt produceret tøj af dårlig kvalitet – noget af det er fra overskudslagre rundt omkring i verden, som er endt i store partier i Mali. Der er en mindre lokal produktion af traditionelt tøj, men den dækker slet ikke efterspørgslen. Den lokale produktion kan slet ikke følge med. Samtidig er der en voksende middelklasse, som efterspørger tøj af god kvalitet til deres børn. Derfor har vi vurderet, at der er et marked for tøjet fra HRT TEXTILES. Prisen på tøjet bliver sat løbende alt efter udbud og efterspørgsel. Inden vi satte projektet i gang, lavede vi en markedsundersøgelse og den giver os grund til at tro, at projektet kan give et godt, solidt overskud til aktiviteterne i Mali.
Hvem skal sælge tøjet?
Mission Afrika har indgået et samarbejde med organisationen Dooni-Dooni om dette projekt, og det er folk fra Luthersk Brødremission i Mali (MFLM) og Dooni-Dooni Mali, der kommer til at stå for salget. På sigt er det muligt at tænke i nye baner som for eksempel, at butikken kan sælge andre ting som bestik eller andet, der er i overskud fra Mission Afrikas 74 genbrugsbutikker i Danmark. Der bliver også tænkt kreativt omkring salg af tøjet for eksempel ved arrangementer. Vi er stolte over, at vi på denne måde er med til at hjælpe vores lokale samarbejdspartnere med at skabe egne indtægter.
Hvem kommer til at tjene på tøjet?
Overskuddet fra salget af tøjet bliver delt mellem Luthersk Brødremission i Mali, som er Mission Afrikas lokale partner, og Dooni-Dooni Mali. Pengene går til Dooni-Doonis arbejde med at sende børn fra fattige familier i skole og MFLM’s diakonale og udviklingsmæssige arbejde. Overskuddet bliver fordelt ligeligt.
Forrige
- 21. dec. - Sådan vil jeg huske 2015
- 04. dec. - Fra Mali med kærlighed i bagagen
- 13. maj. - Klar til valg i Dangassa
- 20. feb. - Se hvor AfrikaShops varer kommer fra
- 20. feb. - Besøg på en af Vor Herres forposter
Find flere
YouTube | https://www.youtube.com/user/MissionAfrika |
http://facebook.com/missionafrika |